Venstre vil have suspenderet brakordningen nu

På grund af krigen i Ukraine og for at forbedre forsyningssikkerheden for fødevarer, så bør brakordningen suspenderes for en periode, mener Venstres medlem af landbrugsudvalget i Europaparlamentet, Asger Christensen.

Der skal midlertidigt sættes en stopper for brakordningen i EU. Det mener Venstres Asger Christensen, der er medlem af landbrugsudvalget i Europaparlamentet.

At tillade at genopdyrke brakmarker blev allerede i sidste uge diskuteret i blandt EU’s landbrugsministre efter krigen i Ukraine for alvor var brudt ud. Siden da har den ene ekspert efter den anden forudsagt, at vi er på vej ind i en global fødevarekrise, som følge af krigen, hvor blandt andet kornpriserne er steget med raketfart.

Fra Asger Christensen lyder det, at det haster at få taget en beslutning.

”Det er for en begrænset periode, som der ikke er defineret endnu, men beslutningen om at gøre det, den skal tages nu. Bønderne begynder jo at så nu. Det er påkrævet at komme ud af startblokken”, siger han.
Han fortæller, at det frem for alt handler om forsyningssikkerhed. Selv forestiller Asger Christensen, at suspenderingen af brakmarkerne skal være for en tre til fem år.

”Der er jo ingen, der kan se, hvor det her ender. Rusland og Ukraine står for 30 procent af verdens hvedeforsyning. Det er dybt, dybt alvorligt, det her”, siger han.

Han fortæller, at ingen ved nu, hvor meget, der bliver sået i år i Ukraine. Og om det overhovedet bliver muligt at importere korn fra det krigsramte land efter den russiske invasion.

”Og alt det som bliver slået i stykker lige nu, det er jo heller ikke noget, som bare sådan lige bliver bygget op igen”, siger han.

Han fortæller, at når det kommer af naturhensyn, så er der bekymringer ved at begynde at dyrke brakjorden, men det må man søge at kompensere på anden måde, som situationen er nu.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle