Verdens første: Meget omtalt fabrik nu endelig indviet

Fabrik nu endelig indviet til produktion af proteiner til grise.

Cirka 250 gæster, herunder finansminister Kristian Jensen mødte op, da Vestjyllands Andels nye søstjernefabrik formelt blev indviet.

I fabrikkens lokaler skal der fremover fremstilles protein-mel af søstjerne fra Limfjorden, til brug til økologiske landbrug, herunder især svineproduktion.

"At verdens første søstjernefabrik ligger i Danmark kan næppe overraske. Den lægger sig i en tradition af danske virksomheder, som tænker ud af boksen, og som får løst et problem ved at gøre den til en ressource. Når økologiske grise og kyllinger kan blive fodret med søstjerneprotein, er det samtidig endnu et eksempel på, at dansk landbrug og fiskeri tør gå nye veje med kreative og innovative løsninger", fortalte Kristian Jensen i sin tale.

Borgmester i Skive Kommune Peder Chr. Kirkegaard glædede sig over den nye fabrik i lokalområdet.

"Fabrikken bliver således del af en ny energisymbiose og matcher den trend i tiden. Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke kan omdannes og blive til noget godt", lød det fra Peder Chr. Kirkegaard.

Skepsis blev til iværksætterlyst

Søstjernefabrikken var én af Steen Bitsch´ første projekter, da han i 2017 blev ansat som nye direktør i Vestjyllands Andel.

"Da jeg første gang præsenterede projektet for bestyrelsen, blev jeg mødt med en vis skepsis. Men det blev overraskende hurtigt vendt til vestjysk iværksætterlyst", fortalte Steen Bitsch, som samtidig pointerede, at ”søstjernefabrikken” ikke udelukkende skal producere proteinmel fra søstjerner.

"Som landmænd ved vi godt, at det ikke altid går som planlagt med naturen, og pga. en begrænset høstsæson for søstjerner skal vi også se på andre sidestrømme. Her kan jeg løfte sløret for, at vi er relativt langt i forhold til at se på græsprotein som det næste. Fælles for kilderne er, at de skal være med til at danne grundlag for, at dansk landbrug kan løse miljøproblemer og bidrage til fortsat fælles velfærd", konstaterede direktøren.

I kølvandet på de mange taler kunne finansminister Kristian Jensen klippe den røde snor ind til produktionslokalerne. Efterfølgende kunne de mange fremmødte gæster gå på opdagelse i fabrikken.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle