Vestsjællandske landmænd vil fjerne op til 500.000 ton CO2 om året

En energipark, drevet af pyrolyse og biogas-teknologi og andelsejet af lokale landmænd, vil sætte turbo på CO2-reduktion på Vestsjælland.

To lokale landmænd fra Slagelse-området, Christian Duus Olesen fra Thorsbjergaard ved Skælskør og Lars Andersen fra Flemstoftegården ved Fuglebjerg, har underskrevet en projektaftale med virksomheden Agri Energy om etablering af en ny biogen energipark på Vestsjælland.

Det skriver Agri Energy i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder helt konkret, at man nu vil arbejde på at søge de relevante tilladelser, afsøge mulige beliggenheder og engagere flere landmænd i projektet.

Energiparken består af et moderne Sauter halmbaseret biogasanlæg og et pyrolyseanlæg fra Stiesdal SkyClean og skal omdanne halm, dybstrøelse og anden biomasse til bl.a. biogas og biokul. 

Kan kompensere op til halvanden procent af Danmarks CO2-udledning

Det kommende anlæg omkring Slagelse får ifølge direktør i Agri Energy, Jørgen Ballermann, kapacitet til at fange og fortrænge 400.000-500.000 tons CO2e om året afængig af biomassens endelige sammensætning.

Det svarer ifølge selskabet, til at den kommende biogene energipark kan kompensere mellem en procent og halvanden procent af Danmarks samlede CO2-udledning.

I en lokal sammenhæng vil et anlæg i den størrelse desuden udgøre en markant del af de kommunale CO2-reduktionsmål.

Agri Energys koncept for energiparker er nemlig bygget på andelstanken, hvor landmændene selv ejer den enkelte energipark og hele værdikæden.

Landmændene producerer og ejer selve inputet till anlægget, hvor der samlet årligt skal leveres 250.000 ton tørstof i form af halm, dybstrøelse og restbiomasse, men ejer også selv outputet i form af blandt andet biokul, som for eksempel spredes på markerne og agerer CO2-lager. Samtidig generes CO2-krediter, som kan sælges både nationalt og internationalt. 

Initativtagerne bag den kommende energipark afholder et informationsmøde 13. marts kl. 14.00. Det  foregår hos VKST Landbrugsrådgivning i Sorø.
 

 


 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle