WHO advarer om stort behov for nye antibiotika mod bakterier

MRSA er på WHO's nye liste over 12 farlige bakterier, der hurtigst muligt skal udvikles nye antibiotika mod.

Der skal udvikles nye antibiotika hurtigst muligt for at bekæmpe 12 farlige bakterier, der stammer fra den samme familie. Det gælder blandt andet methicillin-resistent Staphylococcus aureus (MRSA).

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

WHO beskriver de sygdomsfremkaldende bakterier som de største trusler mod menneskers sundhed.

Mange af bakterierne har allerede udviklet sig til superbakterier, der er resistente over for mange antibiotika.

Bakterierne har ifølge WHO indbyggede evner til at finde nye måder at modstå behandling og kan også videregive genetisk materiale, der tillader andre bakterier at blive resistente.

Men det er op til regeringerne i de enkelte lande at indføre politikker for at øge investeringerne i forskning og udvikling, hvis nye lægemidler skal findes i tide.

Det understreger den assisterende generaldirektør for sundhedssystemer og innovation i WHO, Marie-Paule Kieny.

"Hvis vi overlader det til markedskræfterne alene, vil de nye antibiotika, som vi har et presserende behov for, ikke blive klar i tide," siger hun.

I de senere årtier er resistente bakterier såsom MRSA og tarmbakterien Clostridium difficile (CDI) blevet en global sundhedstrussel, skriver Reuters.

/ritzau/fkk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle