Landmænd skrotter oliefyret - nu vil regeringen droppe attraktivt tilskud

Regeringen foreslår i deres vækstplan at puljen "VE til proces", som har været brugt af mange landmænd, bortfalder for at mindske udgiften ved at fjerne PSO-afgiften.

Regeringen giver, men regeringen tager også.

Det står klart, når man nærlæser regeringens helhedsplan, "Et stærkere Danmark". Regeringen ønsker at afskaffe puljen "VE til proces". For at komme i betragtning til tilskuddet skal der være tale om procesenergi i en produktion, heraf navnet. Det har især været landmænd, der har fundet puljen attraktiv.

PSO-afgiften skulle alle elforbrugere betale for finansiere omlægningen af energisystemet til vedvarerende energi. I takt med at olieprisen er faldet, er omkostningen til blandt andet vind- og solvarme tilsvarende steget. Det har især ramt energiforbrugende virksomheder hårdt, og Landbrug & Fødevarer har anslået, at PSO-afgiften kostede 12,5 kr. pr. slagtesvin.

I stedet for blot at finde nye penge, har regeringen også kigget på besparelser i forhold til energiomvæltningen.

"Regeringen foreslår, at puljen anvendes til at reducere finansieringsbehovet for en langsigtet PSO-løsning," skriver regeringen om "VE til proces".

De lægger altså op til at fjerne puljen. Det afhænger dog af, om der er flertal i Folketinget bag idéen.

Puljen har især finansieret, at svineproducenter har kunnet skrotte olie- eller naturgasfyret og i stedet købt en keddel fyret med halm, flis eller træpiller, beretter Rasmus Bardino Bredgaard, energirådgiver hos Agri Nord. Da Landbrugsavisen.dk ringer ham, er han begravet i en sag, hvor han hjælper i netop sådan en sag.

"Jeg sidder faktisk og laver et projekt lige nu. En af vores kunder har overtaget en ejendom med oliefyr og vil have det skiftet ud med en flisfyret keddel. På den måde får han lavet varmeanlægget om og fortrænger 15.000 liter fyringsolie om året," beretter Rasmus Bardino Bredgaard.

Tilskuddet til nyt oliefyr under "VE til proces" svinger meget: Lige fra 40.000 kr. i de små projekter til 600.000-700.000 kr. på de store bedrifter. Der kan maksimalt opnås 65 procent af det nye anlægs værdi, og tilskuddets størrelse afhænger af mængden af fossilt brændstof, der fortrænges. Der skal være mindst en tilbagebetalingstid på to år - så det er altså ikke de mest oplagte investeringer, som landmændene ville foretage uanset, om der var tilskud eller ej, der kan fås støtte til.

Opvarmningen af smågrise er en stor energisluger, ligesom korntørring koster olie.

"Det har virkelig betydet, at der er blevet skubbet noget olie ud af dansk landbrug, primært i svineproduktionen," siger Rasmus Bardino Bredgaard.

Der findes en anden pulje, der kan finansiere udskiftning af oliefyret: Det er ordningen "Energisparetilskud", som også finansierer eksempelvis købet af en ny og mere brændstofeffektiv traktor.

Energisparetilskuddet er dog ikke så attraktivt som "VE til proces", siger Rasmus Bardino Bredgaard, som derfor ærgrer sig over regeringens planer. En afskaffelse af VE til proces vil betyde, at oliekedler fra 2005 eller frem ikke kan betale sig at udskifte længere, især med de lave oliepriser, vi har i dag, vurderer Rasmus Bardino Bredgaard.

"Det, man kommer til at mangle, er, at folk tager skridtet og får udskiftet en relativt ny oliekeddel," siger energirådgiveren.

Foruden at droppe "VE til proces" vil regeringen spare penge andre steder. Eksempelvis mindskes et tilskud, "balanceringsgodtgørelse", til landvindmøller fra 1,8 øre pr. kWh til  1,3 øre pr. kWh. Det er et tilskud, der gives til landvindmølleejere som kompensation for at have pligt til at afsætte den producerede strøm på elmarkedet.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle