Svenske forskere sammenligner æbler og pærer

Økologi kan lade sig gøre, fordi økologerne vælger andre afgrøder end de konventionelle.

De svenske forskere, der udtaler til LandbrugsAvisen, at sprøjtemidler er bedre end økologi sammenligner æbler og pærer. Det mener Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion.

Mens forskerne peger på, at økologi kræver mere areal, så der er mindre plads til natur, peger Hans Erik Jørgensen på, at man ikke kan sammenligne en til en.

»Hvis man dyrker 100 procent økologi, vil man vælge nogle andre produktioner. Det vil man være nødt til, men det er muligt,« understreger han.

Men så siger de svenske forskere jo, at man kunne vælge de samme produktioner med gødning og sprøjtemidler, høste mere og få plads til endnu mere natur?

»Natur er mange ting. Det jeg har oplevet, da jeg blev økolog, var mere natur på bedriften, mere dyreliv og flere sjældne insekter. Vi har fået agerhøns, det kalder jeg også natur. Natur er ikke bare mere død skov,« siger Hans Erik Jørgensen.

Jordens frugtbarhed

Han har også erfaret, da han blev økolog, at jorden blev mere frugtbar.

»Vi kan mærke, at jorden er blevet mere frugtbar efter, at vi er begyndt at dyrke nogle andre afgrøder,« siger han.

Men svenskerne siger jo, at økologien får input fra de konventionelle i form af gylle, kød- og benmel med mere og andre input der er kommet uden for bedriften. Kan det lade sig gøre at holde jorden mere frugtbar uden disse input?

»Nogen får noget fra andre. Men mit mål er jo heller ikke at alt skal være 100 procent økologisk eller at skabe splid mellem økologer og konventionelle. Men jeg er sikker på, at du kunne spørge fire andre forskere og få fire svar, der peger på at økologi er mere miljørigtigt og naturvenligt end det konventionelle landbrug,« siger Hans Erik Jørgensen.

Hans Erik Jørgensen mener også, at økologi er bedre rent klimamæssigt.

»Udledningen af drivhusgasser er mindre pr. hektar,« siger han.

Her er de svenske forskeres påstand, at udledningen ved konventionelt brug er mindre målt pr. kg produceret enhed, mens Hans Erik Jørgensen peger på, at det er svært at sige noget entydigt, da undersøgelser peger i begge retninger.

»Økologerne binder i hvert fald mere kulstof i jorden,« understreger han.

De svenske forskere hævder det modsatte forudsat, at man sammenligner samme afgrøder økologisk og konventionelt.

Glemmer dyrevelfærd

Desuden peger Hans Erik Jørgensen på, at der er mere dyrevelfærd i økologisk produktion.

»Jeg siger ikke, at konventionelle landmænd ikke behandler dyrene godt, men der er flere regler, der sikrer bedre dyrevelfærd hos økologiske landmænd,« påpeger han.

Endelig mener han, at der vil ske en udvikling, der sikrer højere udbytter hos økologer i fremtiden.

»Vi økologer ligger for lavt med udbytter på nuværende tidspunkt, men vi har potentiale for at øge udbytterne mere end de konventionelle. Der mangler virkelig faglig forskning der resulterer i højere økologiske udbytter. Det har de konventionelle haft i mange år. Forskningsmidler til økologi er forbavsende små, hvis det er en produktionsgren man vil udvikle,« siger Hans Erik Jørgensen.

 

Emneord

økologi

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle