Amerikansk rapport: 7 mio. grise risikerer at blive slået ned på få måneder

Flaskehalse i kødforsyningen i USA er alvorlige og vil koste landmændene milliarder af kroner, varsler landbrugsbank.

Så mange som 7 mio. grise risikerer at blive slået ned, som følge af corona-virus i USA.

Det estimerer den amerikanske landbrugsbank CoBank i en ny rapport, udgivet i denne uge.

Selv hvis flaskehalsene i slagteribranchen kun medfører kortvarige lukninger af slagterier, forventer bankens analytikere, at så mange som 7 mio. grise vil blive aflivet uden for slagtekæderne af desperate landmænd, der ikke kan få plads til dyrene.  Og det vel at mærke kun i andet kvartal.

Det svimlende antal aflivninger er vel at mærke kun et estimat for andet kvartal, pointererer CoBank.

Ledende markedsanalytiker på kød Will Sawyer udtaler, at alene disse aflivninger vil medføre tab på over 700 millioner dollars for landmændene. Det svarer til 4,8 mia. danske kroner.

Laveste indtjening i årevis

Det er følgerne af først lukningen af store dele af den amerikanske foodservice og restaurant-branche - og dernæst lukningen af en række store amerikanske slagterier på såvel kreatur- og svinesiden, der er skyld i de massive flaskehalse og prisfald i USA.

Mere end to dusin slagterier måtte lukke ned i april som følge af udbrud af covid-19 smitte blandt de ansatte. Mindst 20 er døde, melder amerikanske medier.

En række af slagterierne er nu begyndt at genåbne - men det sker oftest med stærkt reduceret produktion som følge af større sikkerhedskrav og også i en række tilfælde besvær med at få tilstrækkeligt med arbejdskraft.

"Kødforsyningen til detailhandlens butikker kan falde med op mod 30 procent frem mod Memorial Day, hvilket kan medføre, at detailpriserne på gris og oksekød kan stige så meget som 20 procent i forhold til sidste år", melder Will Sawyer.

Det sker som følge af at både gris- og oksekødsproduktionen er faldet med op mod 35 procent i forhold til sidste år.

Han understreger dog, at indtjeningen ikke vil følge med ud til landmændene.

"Indtjeningen for både kreatur- og svineproducenter er faldet til det laveste niveau i mange år", udtaler Will Sawyer.

"Efterhånden som slagterierne er lukket, står landmændene tilbage med meget få muligheder for deres dyr, hvilket medfører, at hele besætninger bliver slået ned. Reduktionen i den amerikanske dyrebestand vil højst sandsynligt medføre mere akut mangel i fødevareforsyningen senere på året", konstaterer han.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle