Australsk ret: Flere danske storaktionærer smuglede ornesæd

Ifølge retsudskrift fra Australien har flere storaktionærer i det danske selskab Pork Australia Aps smuglet dansk ornesæd til landet ulovligt. To ansatte er idømt fængselstraffe, mens de danske storaktionærer er i Danmark, uden for de australske myndigheders rækkevidde. Selv nægter de kendskab til sagen.

Mindst 11 gange har tidligere formand i LandboSyd, Henrik Enderlein, smuglet dansk ornesæd til Australien. Mindst én gang har godsejer Christian Nymann smuglet dansk ornesæd til Australien. Mindst én gang har tidligere byrådsmedlem i Sønderborg Kommune Peter Jørgensen og proprietær Jørgen Tørnæs rejst fra Danmark til Australien. I begges eller den enes kuffert var dansk ornesæd.

Sådan lyder det i en retsudskrift fra Australien, som LandbrugsAvisen har erhvervet fra sagen, hvor de ansatte i det australske selskab GD Pork, Torben Sørensen og Henning Laue, er idømt fængselstraffe.

Dommer i retssagen, Troy Sweeney, var ikke i tvivl: De dømte var kun hjælpere. De egentlige bagmænd for hele set-uppet er de danske stiftere og investorer i Pork Australia Aps, der ejede det australske GD Pork.

Retsdokumentet viser desuden, at ved flere lejligheder har Torben Sørensen udført insemineringen, mens Enderlein, Tørnæs, Jørgensen eller Laue var til stede ved forskellige lejligheder.

De australske myndigheder blev tippet om de ulovlige sædimporter i 2017. Ifølge LandbrugsAvisens oplysninger var det en tidligere ansat på GD Pork, der tippede myndighederne.

Beslagte emails som bevis

De australske myndigheder har ikke på noget tidspunkt fanget nogen personer med sæd i kufferten. Men en betydelig mængde beslaglagte emails, gengivet i retsudskriften, beskriver i detaljer, hvordan Enderlein, Sørensen og Laue aftaler, hvor mange portioner ornesæd, der kan tages med i kufferten på en given dato, og hvordan Sørensen og Laue, ifølge en mail, bestiller eksempelvis »Fem duroc, otte landrace og syv yorkshire – hvis muligt«.

Eller diskuterer muligheder for levering eksempelvis i en mail 25. juli 2016 fra Nymann til Enderlein:

"Jeg lover, at give dig datoen for besøg til WA. Det vil passe mig godt at rejse til Australien mandag d. 24. oktober med anskomst i Perth ca. 17. 30 lokal tid tirsdag d. 25. oktober. Hvordan vil det passe med avl/parring?"

Den 11. august 2016 skriver Laue til Enderlein.

"Jeg har hørt at Christian vil komme på besøg sidst i oktober. Vil det stadig være muligt for ham at tage diverse varer med? Hvis ja, vil det være realistisk at håbe på f.eks. otte, otte og fire portioner som vi tidligere har talt om?

Med hjælp fra Torben Sørensen og Henning Laue, de beslaglagte emails, samt DNA-beviser for, at der er danske gener i de australske svin, giver retspapirerne indblik i forløbet fra 2009 til 2017.

Har ingen kommentarer

LandbrugsAvisen har ringet til Jørgen Tørnæs og forholdt ham at retspapirerne fra Australien inderholder oplysninger om hans medvirken.

"Det ved jeg ikke noget om. Jeg har ikke været i Australien (i forbindelse med retssagen.red).  Jeg har ikke været til nogen ting.  Jeg er udlandet lige for øjeblikket så...  Jeg har er langt væk på en lang linje. Jamen jeg har sådan set ikke nogen kommentarer til det. Jeg ser ikke,  hvordan jeg skulle have været involveret. Jeg har ikke flere kommentarer".

Ligeledes har vi forholdt Henrik Enderlein oplysninger om hans rejser med sæd i kufferten.

 Jeg har fået udskrift fra retten, der viser præcis, hvor mange du har rejst fra Danmark til Australien med sæd i din kuffert.

"Det tror jeg nu næppe, det gør, men jeg har ingen kommentarer".

Jo, det gør det. Der er nævnt datoer, i perioden fra 2012 til 2017, hvor du har rejst 11 gange.

"Jeg har ingen kommentarer til det".

Peter Jørgensen, kender heller ikke noget til sagen.

Der fremgår det af retsdokumentet, at du mindst én gang har været med til at tage sæd ind i Australien.
"Det har jeg bare ikke".

Det har du ikke?
"Nej"

Men det står i udskriften fra retten?
"Det har jeg ikke, men det står for deres regning, hvad de har sagt dernede".

LandbrugsAvisen har forsøgt at få fat på Christian Nymann, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Tidligere da nyheden om Torben Sørensen og Henning Laues fængselstraffe blev kendt sagde Christian Nymann således: 

"Jeg har kun kunnet læse om sagen i de artikler, som I har skrevet og som de australske medier har skrevet. Jeg har ikke flere kommentarer end det".

Du kan læse hele artiklen i LandbrugsAvisens trykte udgave uge 37.

 

Emneord

Top2

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle