Dansk storlandbrug fik skidt kvartal

Første kvartal 2019 var udfordrende for det danske aktielandbrug Goodvalley.

Det danske aktielandbrug Goodvalley præsenterede forleden sit kvartalsregnskab for første kvartal 2019.

»Vi vidste godt, at det ville blive et udfordrende kvartal, der er præget af efterdønningerne af tørken med dyrt svinefoder og lave svinepriser på grund af overproduktion i hele Europa, så det kommer ikke bag på os«, siger CFO i Goodvalley, Hans Henrik Pedersen, til landbrugsavisen.dk.

Aktielandbrugets omsætning er samlet set faldet fra 351 mio. kr. i første kvartal 2018 til nu 322 mio. kr. i første kvartal 2019. Driftsresultatet eller EBITDA faldt fra 73 mio. kr. til 37 mio. kr.

Af Goodvalleys fire produktionsgrene - svin, planteavl, fødevarer og energi - var det svineproduktionen, der bidrog med den største tilbagegang i driftsresultatet fra 57 mio. kr. i 1. kvartal 2018 til 28 mio. kr. i første kvartal 2019, svarende til et fald på 29 mio. kr.

Fødevaregrenen gik fra et driftsresultat i første kvartal 2018 på seks mio. kr. til minus fire mio. kr. i 2019. Planteavlsdelen, som er den eneste gren, der øgede omsætningen, faldt driftsresultatet fra fem mio. kr. i første kvartal 2018 til fire mio. kr. i første kvartal 2019. Goodvalleys energigren fik et driftsresultat på 3 mio. kroner, hvilket svarer til tre mio. kr. mindre end i første kvartal 2018.

»Resultatmæssigt er kvartalet nogenlunde på niveau med de sidste 2 kvartaler i 2018«, siger han.

Hans Henrik Pedersen tiltræder 1. juli som CEO for Goodvalley, da den nuværende CEO og stifter, Tom Axelgaard, træder tilbage.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle