Chefredaktør: Der er en årsag til, at ikke alle hepper begejstrede på biogas

Kampen for at blive fri for Putins naturgas er intens, og biogas kan være en væsentlig del af løsningen. Men biogas kræver husdyrproduktion, og så slukkes begejstringens ild i øjnene hos mange. Det skriver chefredaktør Christian Friis Hansen i denne kommentar.

Den ligger i grunden lige til højrebenet: Den russiske præsident Putins angreb på Ukraine har gjort, at vi i den vestlige verden i videst muligt omfang vil lægge enhver kontakt og samhandel med det regime på is.

Flere europæiske lande er afhængige af den russiske naturgas, og da vi ikke bare vil erstatte blå russisk naturgas med blå dansk naturgas, burde den grønne biogas vel bare få et ordentligt spark bagi?

I store dele af Danmark blev der endda fra begyndelsen af 1980erne gravet gasrør ned, så der findes oven i købet et distributionsnet, der uden videre kan flyde grøn gas i.

Hvorfor er det så, at udsigten til betydelig udvidelse af vores biogasproduktion ikke får en begejstret og klimaoptaget befolkning til at gå glædesmarcher hele vejen til Christiansborg for at skubbe vores politikere det sidste stykke i retning af at give biogasproduktionen en ordentlig saltvandsindsprøjtning?

Der er selvfølgelig - og har været det hele tiden - det forhold, at biogassen får et betydeligt statstilskud. Helt som vindmøllestrøm i den spæde begyndelse og indtil for ganske nylig kun blev udbredt på grund at en understøttende statslig hånd, får biogassen også hjælp.

Lige nu betyder tårnhøje energipriser, at dette tilskud grundlæggende ikke er nødvendigt, men alt andet lige vil der en årrække frem være brug for støtte.

Den væsentligste, men ikke så udtalte, modstand skyldes nok i virkeligheden den underliggende præmis for biogasproduktion: At der er en vis mængde husdyr, hvis gylle man har brug for. Alle er nemlig enige om, at det er uetisk ligefrem at putte fødevarer som majs i biogastankene.

Jo mere biogas, vi vil have, desto flere husdyr er der således brug for.

Og bum, så har vi balladen, for ganske mange både politikere og interesseorganisationer har en dags- orden om at nedbringe antallet af husdyr i Danmark.

På den ene side forsyningssikkerhed og grøn energi, på den anden side ønsket om færre dyr og neddroslet produktionshastighed.

Regeringen fremlagde for nylig sit udspil "Danmark kan mere 2", hvoraf ønsket om en øget biogasproduktion fremgik, men det vækker ikke begejstring alle steder, og eksempelvis Jette Bredahl Jacobsen, næstformand i Klimarådet og professor i miljø- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, advarer nu om, at virkeliggørelsen af denne ambition så at sige vil fastlåse en vis animalsk produktion i Danmark.

Af den grund kommer slagsmålet i høj grad til at gælde, om landbrugs- og fødevareklyngen i forening vil være i stand til at nedbringe udledningen på den animalske produktion så meget, at gevinsten ved at have den - udover at have kød at spise - opvejer nogles grundlæggende ubehag ved husdyrproduktion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle