Corona: Australierne bekymrer sig for effekt på verdensøkonomien

I Australien eksporterer landbruget 70 procent af produkterne, og derfor bekymrer det landbruget, hvordan corona påvirker verdensøkonomien.

Vil verdens lande blive ved at købe fødevarer i Australien, hvis Coronaepidemien gør store indhug i verdensøkonomien?

Det håber de australske landmænd inderligt, for de eksporterer 70 procent af deres produktion.

Ifølge Leigh Radford, ABC Radio er det den største bekymring for landmændene i forhold til covid-19.

”Da Kina, som er vores vigtigste handelspartner, lukkede ned, forsvandt efterspørgslen natten over på nogle varer. Nu, hvor Kina er ved at åbne, er markedet kommet tilbage, og priserne har rettet sig”, siger han.

Lokalt fodfæste

I det daglige er landbrugsproduktionen fortsat som vanligt. Lokalt har nogle landmænd fået foden bedre indenfor hos de lokale forbrugere.

”Nogle farmere sælger nu direkte til forbrugerne, men jeg må skynde mig at tilføje at det er i meget lille skala”, tilføjer han.

Ikke desto mindre er det positivt, at forbrugerne bliver mere bevidste om, hvor maden kommer fra.

”Fødevareforsyningssikkerhed har aldrig været et issue, når vi eksporterer så meget, som vi gør, men nu anerkender forbrugerne, at det er en kvalitet, at vi kan producere fødevarer lokalt”, siger han.

Mangler backpackers

Mens mange lande I verden døjer med at få sæsonarbejdere til at komme under krisen, er det et mindre problem i Australien. Frugt- og grønsagsproducenter kan dog komme til at mærke de færre turister, især backpackere, der tjener lidt til dagen og vejen.

”Nogle brancher er meget afhængige af backpackere. Hvis vores grænser forbliver lukkede, og her taler vi om 12-18 måneder, imødeser vi et stort problem i forhold til arbejdskraft”, siger Leigh Radford.

Det er en udfordring, landbrugsorganisationer drøfter med regeringen.

Hjælp til landbruget har ellers ikke stået i første række.

”De australske landmænd får absolut ingen støtte af nogen art, heller ikke under denne krise. Landbruget kan og må producere, så regeringen ser det som business as usual og ingen behov for støtte”, fortæller han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle