Corona: Lukkede markeder river gulvtæppet væk under afrikanske småbønder

Grønsager går tabt og bønder mister penge efter at corona har lukket markedspladser i Gambia.

Landmændene i Gambia kan godt gå i marken og producere, men siden corona lukkede landet har det været svært at komme af med produkterne.

Lige så snart Gambia i Vestafrika erklærede undtagelsestilstand på grund af covid-19, forbød landet de ugentlige markeder i byer og landsbyer i landdistrikterne. Det skete for at undgå tæt kontakt. Disse markeder er ellers vigtige for småbrug, der skal afsætte deres afgrøder. Ifølge freelancejournalist Modou Joof betyder det, at grønsagsproducenter sætter penge til i stor stil.

”Selv om folk stadig skal have noget at spise, er det svært at se nogen som helst positiv effekt af corona på landbruget”, siger han.

I landdistrikterne er markederne lukkede endnu, i storbyerne er der markeder åbne fra kl. 6 til kl. 13. For småbrugene er problemet, at de plejer at afsætte deres produkter via opkøbere på markederne i landdistrikterne.

De fødevarer, der er på markederne i storbyen, stammer fra større producenter, som selv kan håndtere at sælge til storbyen. Transport af fødevarer er stadig tilladt.

 

Eksport lukket

Eksporten af fødevarer er også berørt af corona. Regeringen har forbudt eksport af fødevarer for at sikre fødevarer nok i landet. Den seneste uge er der beslaglagt tonsvis af ris, sukker madolie, kartofler og løg, som blev forsøgt kørt til nabolandet Senegal.

”Det gavner ikke vores egne landmænd, at den efterspørgsel er afskåret”, påpeger Modou Joof.

Gødnings-støtte

Selv om de manglende handels- og transportmuligheder fører til tab af især grønsager, der ikke kan holde sig, er det til at købe mad, hvis man har penge. De, der har råd, køber gerne lidt ekstra til at lægge på lager.

”Lokale råd og ngo’er samt visse personer køber og distribuerer også mad til de fattige familier”, siger han.

Den eneste hjælp, der kommer fra regeringen til landbruget i øjeblikket, er 11.000 ton subsidieret gødning til den kommende regntid fra juni til oktober.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle