Danish Crown køber sig ind i kendt innovatørs vegetar-bøffer

Idemanden bag pepperoni-verdenssucces barsler nu med vegetar og flexitar-mad. Danish Crown og en række andre fødevare-ledere er med.

Danish Crown er hoppet med på ejerskabet i en ny satsning fra de tidligere succes-iværksættere bag pepperonivirksomheden DK-Foods.

Steffen Ramsgaard, der var den drivende innovatør bag DK-Foods, der på få år blev en af markedslederne globalt på produktion af pepperoni, har nu nemlig udviklet en række opskrifter på frikadeller og bøffer til vegetarer og fleksitarer. Til januar starter han produktion i en nybygget fabrik i Låsby. Det skriver finans.dk.

Målet er at fange en solid bid af det voksende marked for plantebaserede produkter, melder stifteren, der havde planlagt at gå på pension - men hurtigt kedede sig for meget og derfor begyndte at udvikle bøf-opskrifter i køkkenet.

Nu får han altså markant kapital-forstærkning fra både sin gamle kompagnon Per Fischer Larsen og en række andre prominente fødevarefolk.

Ifølge ejerregistreringerne på CVR-registret, ejer Danish Crown Foods, det tidligere danske Tulip, nu omkring 25 procent af selskabet.

Derudover har Jørn Dollerup Vig Jensen, direktør i Danæg en ejerpost, ligesom Anders Mosegaard Jensen, der er tidligere finansdirektør i DK-Foods købt sig ind.

Den bestemmende indflydelse har Per Fischer Larsen og Steffen Ramsgaard dog. 

DK-Foods gjorde de to til mangemillionærer, da de af flere omgange solgte deres pepperoni-succes til først en kapitalfond, siden i 2018 til Danish Crown. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle