Fandt alligevel vej til finansloven: Flere penge skal fremme økologien

45 mio. kr. årligt i 2021 til og med 2024 til at fremme økologien. Det er et af tiltagene fra den nye finanslov, der netop er vedtaget af Regeringen og støttepartierne.

Økologien skal fremmes i Danmark, og derfor skal den have en økonomisk hjælpende hånd.

Sådan lyder det fra Regeringen og støttepartierne Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, der har sat økologien på finansloven.

Aftalepartierne er blevet enige om at afsætte i alt 45 mio. kr. årligt i 2021 til 2024 til fremme af økologi.

At økologien har formået at banke sig ind på finansloven vækker glæde hos Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion.

"I Landbrug & Fødevarers Økologisektion er vi utrolig glade for, at det er lykkedes for støttepartierne at få sat et solidt økologisk aftryk på den aftale, der er indgået med regeringen. Hvis vi skal bevare vores førerposition indenfor økologien og nå målene om fordobling af økologien i 2030, skal sættes handling bag ord nu og her, og det har man gjort med den indgående aftale", siger Hans Erik Jørgensen i en mailkommentar til landbrugsavisen angående finansloven.

Tidligere har både de grønne organisationer og en række af støttepartierne kritiseret regeringen for, at man trods egne ambitioner om at fordoble økologien ikke har afsat ekstra penge til økologi i sit udspil til finanslov for 2021.

Nu nåede økologien altså alligevel at finde plads.

Af de 45 mio. årlige støttekroner prioriteres de 20 mio. kr. i regi af Fonden for Økologisk Landbrug, mens 25 mio. kr. afsættes som en ramme til at styrke økologien, herunder omstilling af offentlige køkkener, styrket innovationsindsats på økologiområdet mv., fremgår det af aftaleteksten for finansloven.

"Som økologiformand ser jeg det som helt afgørende – både for vores økologiske landmænd og virksomheder – at vi fortsat har et marked i vækst, og derfor er det meget positivt, at der med den indgåede aftale sikres en solid afsætningsfremmeindsats de næste fire år. Det gælder både på eksportmarkederne, i detailhandlen og i de offentlige indkøb", fortsætter Hans Erik Jørgensen.

Også hos Økologisk Landsforening er der glæde.

"Regeringen og dens støttepartier viser, at de ser økologi som en vigtig del af fremtidens landbrugs- og fødevaresystem i Danmark. Det er glædeligt og nødvendigt, hvis vi skal nå det fælles mål om at fordoble økologien i Danmark inden 2030 og dermed skabe en langt mere bæredygtig fødevareproduktion," siger direktør i Økologisk Landsforening, Helle Borup Friberg, i en pressemeddelelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle