Forsker om chaufførers frustrationer: Ikke nogen nem opgave

Det kan være vanskeligt at vurdere, om et dyr er transportegnede eller ej. Især for dyrechauffører, som har mindre uddannelse end dyrlæger og landmænd, forklarer forsker.

Det er ikke nogen simpel opgave, landets dyrechauffører er på, når de læsser grise og kreaturer, og samtidigt skal sikre, at alle dyr er transportegnede.

Det fortæller seniorforsker Mette S. Herskin fra Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i transportegnethed.

Hun vil ikke tage stilling i sagen, hvor frustrerede chauffører mener, at ansvaret for ikke-transportegnede dyr bør ligge hos landmændene og ikke chaufførerne.

"Men de kan have ret i, at de sjældent har ret meget tid til at læsse, ligesom de skal læsse mange dyr og ikke altid under de bedste forhold – for eksempel med hensyn til lys", siger seniorforskeren.

svær vurdering

En vigtig pointe for Mette S. Herskin er, at 'transportegnethed' er ikke er et fast defineret begreb, og at der – selvom danske myndigheder har prøvet at lave værktøjer til deres brugere - kan være vidt forskellige meninger om, hvorvidt et dyr er transportegnet eller ej.

"Jeg kan kun tale ud fra forskningen, og der kan jeg først og fremmest sige, at der ikke er lavet ret meget forskning", siger seniorforskeren og fortsætter:

"Men vi har blandt andet lavet en mindre undersøgelse, hvor vi bad danske chauffører, landmænd og dyrlæger om at se de samme 30 videoer med køer, der haltede i forskellig grad. Der var der for det første uenighed grupperne imellem, men også internt i grupperne. Altså dyrlægerne var ikke særligt enige med sig selv for eksempel".

"Selvom det ikke er en kæmpe undersøgelse, vi har lavet, så styrker det mig i, at det er vanskelig opgave at lave den vurdering".

Når det er så svært at vurdere, så er det vel en valid pointe fra chaufførerne, at det vanskeligst for dem, der har den korteste uddannelse, at lave den vurdering?

"De har en meget kort uddannelse, ja. Så baseret på det, er det nærliggende at antage, at du har ret", siger Mette S. Herskin.

minimér fejl

Seniorforskeren understreger, at hun ikke vil blande sig i, hvor ansvaret bliver placeret, eller sige noget om, hvorvidt hun støtter chaufførerne.

"Men det er rigtigt, at de har en kortere uddannelse og ser dyrene i kortere tid. Samtidigt er reglerne komplicerede, man skal vurdere mange ting, og forskningen viser, at selv dyrlæger ikke er særligt enige med hinanden", siger hun og tilføjer:

"Af hensyn til dyrevelfærden er det i hvert fald rigtig vigtigt, at der sker så få fejl som muligt, så dyr, der ikke er transportegnede, ikke kommer ud at køre". 

Dyrechaufførerne havde planlagt at strejke onsdag, men det er blevet afblæst, da de er blevet kaldt til møde i Fødevareministeriet.

Her skal parterne drøfte, hvordan situationen bliver mere holdbar for de frustrerede chauffører.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle