Hollændere bag ny milliard-fond: Klar til jordkøb i Danmark

Jordformidlerne IWC har landet ny aftale om at købe landbrugsjord for hollandsk pensionsselskab. Det skal ske med særlige mål om bæredygtighed.

Endnu en gigant-investor melder sig nu som opkøber af dansk landbrugsjord.

Det drejer sig denne gang om det hollandske pensionsselskab Stichting Pensioensfonds, der via kapitalselskabet Kempen Capital Investment har lavet en fond, der skal investere i landbrugsjord over det meste af verden. 

Fonden, der er navngivet SDG Farmland Fund, har fået et startbeløb på 200 mio. Euro - 1,5 mia. danske kroner.

Blandt tre partnere, der skal stå for det praktiske omkring opkøb og lokal forvaltning af jordkøbene, har folkene bag udvalgt det danskbaserede selskab IWC fra Frederiksberg, bekræfter landbrugskundedirektør Dennis Lanther.

"Vi har fået en opgave, hvor vi har fået mandat til at købe dansk landbrug for fonden. Det er forholdsvis tidligt i processen endnu, vi har endnu ikke oprettet et selskab", siger han og tilføjer:

"Men det er interessant, at dansk landbrug bliver udvalgt som et af de første tre områder i en fond, der er global".

Står bag million-opkøb allerede

Dennis Lanther og IWC er langt fra nye, når det gælder om at opkøbe dansk landbrug. Selskabet står nemlig bag Dansk Demetra, hvor de for et af verdens største genforsikringsselskaber, nemlig tyske Munich Re, de seneste tre år opkøbt dansk landbrugsjord.

Endnu er 2020-regnskabet ikke offentliggjort for Dansk Demetra, men selskabet nærmer sig at have købt dansk landbrugsjord for op mod en halv milliard kroner.

Allerede da Dansk Demetra blev præsenteret i offentligheden lød det, at IWC var interesseret i at få lignende opkøbsopgaver fra udenlandske investorer. Dette er så altså nu lykkedes.

Skal være planteavl

Hvor meget jord og dermed også hvor mange penge, IWC skal købe for i det nye setup med hollænderne, vil og kan Dennis Lanther ikke udtale sig om.

"Den slags holder vi for os selv. Nu starter vi med et beløb og ser, om vi kan finde de investeringer, vi leder efter. Men vi er ikke der, hvor dansk jord skal fylde en tredjedel af fonden. Der er vi nok i den lavere ende af spektret", siger han. 

Hvor Dansk Demetra har et mål om udelukkende at købe jord og så forpagte det ud, er den nye SDG Farmaland Fund en anelse bredere.

"Det kan være både hele landbrug og udelukkende jord. Der er dog stadig ikke nogen appetit på dyrehold, så vi er inden for planteavlen. Vores strategi vil handle om at købe og lease ud, vi skal ikke drive noget selv", forklarer Dennis Lanther.

Skal være bæredygtig

I en præsentation af den nye fond på sitet Global Ag-investing.com beretter SDG Farmland Fund, at netop det bæredygtige element, som på engelsk kaldes SDG, er afgørende for fondens opkøb.

Her tænkes især på verdensmålene om at udrydde sult, passe på vandressourcer, være mere klimarigtig samt have "liv på landet", fremgår det.

"At tænke klimamæssigt er fremtiden inden for landbrug og der er både i Danmark og i EU truffet beslutninger om, at man skal have reduceret CO2-udledningen fra landbrug", forklarer Dennis Lanther.

Hvordan man præcis fra fondens side vil opgøre SDG-målsætningerne og målrette investeringerne i den retning, er der endnu ikke konkrete målepunkter på.

"Vi har masser af ideer på tegnebrættet, men det vil være individuelt fra sag til sag, hvordan det skal gøres. Der vil vi samarbejde med de i industrien, der allerede arbejder med det, herunder Seges", forklarer investeringschefen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle