Landbrugsminister bebuder ny aftale om dyrevelfærd inden sommer

Det var Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Pia Kjærsgaard, der onsdag havde kaldt fødevareministeren i samråd. Her understregede ministeren, at der var brug for en politisk aftale snart.

Fødevare- og landbrugsminister Jacob Jensen har en forventing om, at der er en "bred" politisk aftale om bedre dyrevelfærd for især smågrisene i Danmark på plads allerede inden sommer.

Det oplyste ministeren på et samråd onsdag. Det skriver Altinget.dk.

Ministeren varslede allerede i starten af februar, at han ville indkalde landbruget og andre interessenter til dialogmøder om dyrevelfærden, efter  den seneste dyrevelfærdsrapport fra Fødevarestyrelsen viste, at der fortsat uddeles en del sanktioner i de danske stalde.

Blandt andet gjaldt det, at knap hver tredje grisebesætning og hver anden kvægbesætning ikke havde styr på dyrevelfærden i 2021 og altså fik sanktioner.

Det var Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Pia Kjærsgaard, der onsdag havde kaldt fødevareministeren i samråd. Hun kritiserede blandt andet, at det ikke er lykkes at nedbringe antallet af halekuperinger, at øge løsdriften hos diegivende søer og at reducere pattegrisdødeligheden det tværtimod steg sidste år.

Netop dødeligheden hos pattegrisene er da også ”uacceptabel”, sagde ministeren ifølge Altinget. Ministeren bemærkede dog, at Landbrug & Fødevarer har sat nye avlsmål for at imødekomme udviklingen.

- Jeg lægger op til, at vi i løbet af foråret får et relativt hurtigt forløb, sådan at vi inden sommer forhåbentligt kan lave en politisk aftale om, hvordan vi kan komme videre med det her. Og det skal være konkret, lød det altså fra ministeren, lød det fra ministeren.

Vil vende udviklingen

Fødevarestyrelsen udførte i 2021 dyrevelfærdskontrol i 1033 besætninger i forbindelse med den ordinære kontrol.

Det udløste en sanktion ved 46,3 procent af besøgene i kvægstaldene. Det er en stigning fra 31 procent året før.

For landets grisebesætninger er der sket en forbedring fra 33 procent i 2020 til 31,4 procent i 2021.

Alligevel er ministeren ikke tilfreds. Han udtalte i starten af februar:

- Adskillige af mine forgængere - fra både røde og blå regeringer - har med de bedste intentioner forsøgt at komme problemerne med mangelfuld dyrevelfærd til livs. Alligevel kan vi bare se på tallene, at vi ikke rykker os, og den positive udvikling står stille, eller går ligefrem den forkerte vej, siger Jacob Jensen.

- Vi skal have vendt udviklingen én gang for alle. Men det kræver, at vi kommer helt ind til kernen af udfordringerne og får taget grundigt fat på problemerne, sagde han dengang i en pressemeddelelse.

/kold
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle