Milliardær skyder trecifret millionbeløb i dansk udlandslandbrug

Anders Holch Povlsen-selskab sikrer sig med investeringen over 10 procent af aktierne i Firstfarms. Samtidig kan Firstfarms eksekvere på sin nye strategi.

Ejeren af tøjkoncernen Bestseller, Anders Holch Povlsen, investerer et stort trecifret millionbeløb i det danske udlandslandbrug, Firstfarms.

Det er Holch Povlsens Heartland-koncern, der via selskabet Constanstinsborg A/S med en investering på 186 millioner kroner får en ejerandel på 10,77 procent af Firstfarms, der har aktiviteter i en række østeuropæiske lande.

Det oplyser børsnoterede Firstfarms i en børsmeddelelse.

Administrerende direktør i Firstfarms Anders H. Nørgaard er ikke overraskende tilfreds med kapitaltilførslen. 

Den giver Firstfarms mulighed for at eksekvere på sine planer og målsætninger, der er opsat i strategien frem mod 2028. Her skal både omsætning og indtjeningen øges med 100 procent.

- Kapitaltilførslen giver desuden grobund til vores vision om at udvikle os til en af Europas bedst drevne og mest profitable virksomheder indenfor jordbrug og fødevarer, siger Anders H. Nørgaard i meddelelsen.

Ejerandel kan udvides

Constantinsborg opnår i første omgang en ejerandel på 10,77 procent af aktiekapitalen. Det sker via en aktieemission og udstedelse af konvertible obligationer. 

Såfremt Constantinsborg udnytter en ret til at konvertere obligationer til aktier vil selskabet opnå en ejerandel i Firstfarms på 18,78 procent

- I Heartland er vi glade for investeringen i FirstFarms, der stræber efter at etablere sig som en af Europas bedst drevne virksomheder inden for jordbrug og fødevarer. Samtidig, og ikke mindre vigtigt for os, adresserer og arbejder FirstFarms ambitiøst med den nødvendige (klima)omstilling, som landbruget står overfor. Det glæder vi os til at blive en del af og følge, udtaler Heartlands administrerende direktør, Lise Kaae, i børsmeddelelsen.

 

 

Dobbelt op på omsætning og indtjening

Firstfarms lancerede sin nye strategi frem mod 2028 i december sidste år. 

Omsætningen skal løftes fra de nuværende 375 millioner kroner til 750 millioner i 2028. Samtidig skal driftsindtjeningen vokse fra 120 til 240 millioner kroner. 

Fordoblingen i omsætningen skal primært ske ved organisk vækst og sekundært ved opkøb.

Firstfarms er et af de største udlandslandbrug herhjemme og har landbrugsaktiviteter i Slovakiet, Rumænien, Ungarn og Tjekkiet.

I Ungarn og Slovakiet har Firstfarms samlet 6.500 søer, og koncernens to nye griseproduktioner i Ungarn er i fuld produktion med kapacitet til 2.000 søer samt smågrise. 

Firstfarms offentliggør sit regnskab for 2023 den 21. marts.

Opdateret klokken 9.45 med citater fra Firstfarms og Heartland og yderligere info om regnskab

Firstfarms A/S

  • Firstfarms har hovedsæde i Billund og er etableret i 2005 af otte investorer, da de købte et landbrug i Slovakiet. 
  • I dag har Firstfarms aktiviteter i Slovakiet, Rumænien, Ungarn og Tjekkiet, som drives uafhængigt af hinanden med selvstændig ledelse, aktiviteter og kunder.
  • I Slovakiet har Firstfarms både grise-, mælke- og afgrødeproduktion. Griseproduktionen består af 2.300 søer og en årlig produktion på 45.000 smågrise. Mælkeproduktionen består af cirka 5.100 kvæg, hvoraf cirka 2.500 er malkekøer og 2.600 er til opdræt. Derudover driver Firstfarms 8.940 hektar landbrugsjord i Záhorská nízina i det sydvestlige Slovakiet med hvede, byg, rug, majs, sukkerroer, raps, valmuer og græskar. Tæt på Donau-floden i Trnava har Firstfarms 1.550 hektar med produktion af hvede, majs, raps og byg. 
  • I Rumænien har Firstfarms 4.350 hektar landbrugsjord i den østlige del af landet med produktion af hvede, majs, raps, soja og solsikker. 
  • I Ungarn opererer Firstfarms inden for griseproduktion med 2.500 søer og en årlig produktion af smågrise på 87.000, som sælges videre til et af selskabets datterselskaber eller andre slagtelandbrug. I juli sidste år købte Firstfarms selskabet Try-Béta Kft i juli. Dermed overtog FirstFarms driften af op til 1600 hektar dyrket jord i Ungarn.
  • I Tjekkiet driver Firstfarms to farme med produktion af 71.500 slagtegrise om året. I den sydøstlige del af landet driver selskabet 1.150 hektar landbrugsjord med hvede, vinterbyg og vinterraps. 
  • Totalt dyrker FirstFarms cirka 21.000 hektar landbrugsjord i Slovakiet, Tjekkiet og Rumænien.

Kilde: Firstfarms.dk


 

Emneord

Top2 , Fremhævet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle