Notering stiger igen: Nu starter slagtekøer snart på 30 kroner per kilo

Himmerlandskød A/S løfter noteringen med én krone pr. kilo.

Leverandører af køer til Himmerlandskød A/S kan nu glæde sig over, at selv de ringeste køer i formklasse ét og en slagtevægt på 180 kg snart starter med en kilopris på 30 kroner.

Himmerlandskød A/S har nemlig i denne uge opjusteret noteringen med én krone pr. kilo på alle kategorier, og det betyder, at næsten alle kategorier starter ud med en kilopris på 30 kroner.

Den laveste bundpris fås på stude, kvier og unge køer under 42 måneder med formklasse ét og 400 kg slagtevægt. Her afregnes man med 34,05 kroner per kilo. Det er også i denne kategori, at man finder den højeste toppris på slagteriet. Her er der 41,85 kroner per kilo til dyr i formklasse 15 (E+) med en slagtevægt på 340 kilo.

Prisjusteringen begrundes med en pæn efterspørgsel på hele sortimentet til hjemmemarkedet, hvor især store detailkunder netop nu skal sikre forsyningskæden i sommermånederne. Eksporten forløber også fornuftigt, noterer slagteriet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle