Ny CO2-afgift kan blive en bet for sukkerfabrikker

Ekspertgruppes forslag til CO2-afgift lægger op til ekstra omkostninger for Nordic Sugar.

Nordic Sugar kan snart se sine udgifter vokse hvis politikerne beslutter en forhøjet CO2-afgift, skriver Lolland Falsters Folketidende. En ekspertgruppe nedsat af regeringen og Folketinget har præsenteret tre forslag til, hvordan en højere CO2-afgift kan skrues sammen.

Her lægges der nu op til, at virksomheder som Nordic Sugar skal pålægges en ekstra afgift på mellem 225 og 375 kroner per ton CO2. Ved et uændret udslip kan Nordic Sugar dermed se frem til en årlig merudgift på 35-59 millioner kroner. Ekspertgruppen lægger dog op til, at afgiften først skal indføres i 2030, og sukkerfabrikkerne arbejder med at reducere sit udslip.

Hos Nordic Sugar forventer man, at fabrikkerne i 2030 vil udlede 130.000 tons CO2 om året. Dermed vil de foreslåede modeller indebære en årlig merudgift på 29-49 millioner kroner. Nordic Sugar ønsker ifølge Lolland Falsters Folketidende ikke at udtale sig, før regeringen har præsenteret sit udspil til en afgift. Heller ikke foreningen Danske Sukkerroedyrkere har kommentarer.

Nordic Sugar er den virksomhed i Danmark, der udleder næstmest CO2 efter cementfabrikken Aalborg Portland. Virksomheden er allerede omfattet af EU's regler om CO2-kvoter og betaler derfor omkring 700 kroner per ton CO2, sukkerfabrikkerne udleder. Med en udledning på omkring 157.400 tons CO2 koster det omkring 110 millioner kroner om året.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle