Nyt utraditionelt samarbejde skal booste digitale landbrugsløsninger

DLBR og Seges Innovation indgår partnerskab med Copenhagen Fintech, der skal gøre digitale løsninger til landbruget mere innovative og få dem hurtigere til markedet.

Dansk landbrug er allerede godt i gang med at blive digitaliseret, men potentialet er stadig stort, og det får nu rådgiverne i DLBR og Seges Innovation til at indgå et partnerskab med Copenhagen Fintech.
Det fremgår af en pressemeddelelse.

Formålet med partnerskabet er at forbinde dansk landbrug med det innovative miljø af fintech start-ups i Danmark og Norden, hvor nye trends og digitale muligheder vokser ud af.

Ifølge Seges og DLBR kan trends og muligheder i fintech-miljøet booste finansielle teknologier i landbruget og betegner derfor potentialet som stort.

- Samarbejder med start-ups inden for fintech kan gøre digitale løsninger til landbruget endnu mere innovative og få dem hurtigere til markedet. Vi skal gå fra at udvikle alt selv til at bygge på standardsystemer og integrere med nye innovative løsninger, lyder det fra Sune Aagot Sckerl, der formand for digitaliseringsgruppen i DLRB og direktør i Landbosyd.

Håber på at skyde genveje

- På den måde håber vi på, igennem samarbejder med start-ups, at kunne skyde nogle genveje. Derfor er partnerskabet med Copenhagen Fintech helt oplagt for os, siger han.

Det er blandt andet digitale finansielle løsninger som automatisering af bogholderi og fakturaer, compliance og hvidvask, alternativ finansiering og data på bæredygtighed (ESG), der er interessante for landbrugsvirksomhederne at samarbejde om.

- I Seges Innovation udvikler og optimerer vi konstant på vores digitale økonomistyringsværktøjer blandt andet ved at implementere machine learning. Men for at følge med i udviklingen inden for fintech, har vi brug for at være tæt på økosystemet. Det kommer vi med dette partnerskab, siger Jens Bligaard, director, Digital Solutions i Seges Innovation.

Behov for digitalisering

Gennem partnerskabet får DLBR og Seges Innovation ifølge aktørerne adgang til viden og indsigt i det danske og Nordiske fintech-økosystem, specifik matchmaking med henblik på konkrete partnerskaber og mulighed for at deltage som partner i mindre forskningsprojekter inden for fintech med danske universiteter.

- Landbrugsvirksomheder er som alle andre virksomheder. De har ansatte, de har et budget, de har opgaver der skal automatiseres, de har brug for finansiering, de investerer osv. Derfor får de som alle andre virksomheder brug for at digitalisere, for at få mest muligt ud af deres bedrift, fortæller Thomas Krogh Jensen, der er administrerende direktør for Copenhagen Fintech.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle