Som ventet: Ringsted-slagteri åbner igen

Slagteriet åbner på halv kraft - med mundbind og visir.

Slagteriet i Ringsted åbner igen fredag for slagtninger. Det oplyser Danish Crown torsdag ved middagstid i en pressemeddelelse.

To nye tilfælde af coronavirus blev fundet efter tests blandt 576 medarbejdere i mandags. En yderligere testrunde blandt 450 medarbejdere onsdag er der endnu ikke kommet svar på, men Danish Crown vælger alligevel at genåbne slagtningerne i det sjællandske fredag.

Det sker på halv kraft - og under krav om, at medarbejderne bærer såvel visir som mundbind.

"Resultatet af testen i mandags viser med al tydelighed, at det var rigtigt at gennemføre en tredje testrunde, inden vi starter op igen. Nu kan medarbejderne gå sikkert på arbejde. For at gardere os bedst muligt fortsætter testprogrammet i de kommende uger.  Der kan stadig dukke nye smittede op i testen fra onsdag, men det er vigtigt at holde sig for øje, at dem, der blev testet onsdag, også blev testet mandag, så jeg føler, at vi er et godt sted", udtaler Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

Ringsted-medarbejdernes skal igen i den kommende uge testes to gange. Derfor skal de podes ugentligt.

Indtil videre er over 160 medarbejdere ud af de i alt 850 i Ringsted blevet ramt af sygdommen covid-19.

Tester også i det jyske

Fredag bliver medarbejderne på to andre Danish Crown-slagterier tilbudt at blive testet for første gang. På koncernens to største anlæg i Horsens og Blans vil der således blive opstillet test-telte ved slagterierne med kapacitet til test af samtlige medarbejdere.

"Vi har arbejdet i en længere periode for at skabe en mulighed for at teste vores medarbejdere på vores danske fabrikker. Nu er det lykkedes i samarbejde med regionerne og en privat aktør at begynde med to slagterier, og herefter er det planen at brede det ud til de resterende fabrikker", udtaler Per Laursen.

Medarbejderne på de to slagterier bliver testet i grupper sammen med deres afdeling. Forventningen er, at testsvarene vil ligge klar mandag. Herefter vil der blive taget stilling til den fremtidige teststrategi.

"Vi begynder med to slagterier for at skabe en baseline, som vi kan træffe fremtidige beslutninger ud fra. Derfor skal resultaterne fra Blans og Horsens være med til at skabe et overblik over testbehovet på vores øvrige produktionsanlæg. Det gælder i forhold til, om vi skal teste samtlige medarbejdere på stikprøve-niveau eller efter en helt tredje model fremadrettet", siger Andreas Friis, der er HR-direktør i Danish Crown.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle