Tidligere Arla-profil skal stå i spidsen for Danish Crowns kommunikation

Tidligere Arla-profil, Theis Brøgger, bliver ny kommunikationsdirektør i Danish Crown. Hans kerneopgave bliver blandt andet at styrke Danish Crowns omdømme.

Efter syv år på posten vinker Astrid Gade Nielsen farvel til posten som kommunikationsdirektør i Danish Crown.

Ifølge Danish Crowns ugentlige nyhedsbrev vil hun bruge de resterende år af sit arbejdsliv på af forfølge andre interesser.

Hendes efterfølger på posten bliver Theis Brøgger, der fra den 1. april tiltræder som og får titlen Vice President for Group Communication & Public Affairs i Danish Crown.

Theis Brøgger fortsætter dermed sin karriere i et af landbrugets andelsselskaber. I sommer forlod han Arla, hvor han havde arbejdet i 17 år.

Bedste kandidat

Ifølge Jais Valeur, CEO i Danish Crown, stod det hurtigt klart i processen med at identificere en efterfølger, at Theis Brøgger var den bedste kandidat til jobbet, da han er en tydelig kommunikator og som leder har stor erfaring med både at navigere i fødevarebranchen og i en organisation med et krævende interessentmiljø.

I nyhedsbrevet udtaler Danish Crown-topchef Jais Valeur:

- Jeg er overbevist om, at Theis er den rigtige til at stå i spidsen for et kompetent kommunikationsteam og arbejdet med at styrke vores omdømme som en fødevarevirksomhed, der har forpligtet sig til at producere mere bæredygtige fødevarer til verden, siger Jais Valeur.

Theis Brøgger kommer fra en række stillinger i Arla Foods, blandt andet som direktør for koncernens medierelationer og senest som kommunikationsdirektør og medlem af ledelsen i Arla Foods UK.

Skal styrke Danish Crowns omdømme

En af Theis Brøggers hovedopgaver bliver at styrke Danish Crowns omdømme som et landmandsejet fødevareselskab, der leverer på sine ambitiøse bæredygtighedsmål. Samtidig skal han være garant for en åben og transparent kommunikationsstrategi samt opbygge relationer og forme samarbejdet med interne og eksterne interessenter.

- Jeg er stolt og begejstret for at blive en del af teamet på et så vigtigt tidspunkt for virksomheden, da den står over for en af de mest presserende udfordringer, vi står over for på globalt plan - at imødekomme den voksende befolknings ernæringsbehov ved at levere mere bæredygtige fødevarer, siger Theis Brøgger ifølge nyhedsbrevet.

Astrid Gade Nielsen får pæne ord med på vejen af Jais Valeur:

- Under Astrids utrættelige ledelse har vi fået skabt et bundsolidt fundament for virksomhedens omdømme. Vi har fået sat klare mål om at være ansvarlig og innovativ fødevareproducent, der vil være kendt for kvalitet og nytænkning. Astrid har også spillet en nøglerolle i at kommunikere vores vision om at producere mere bæredygtige fødevarer, og hun har hele vejen været en forbilledlig frontløber og leder i Danish Crown, lyder det fra Danish Crown-topchefen.

Theis Brøgger tager over fra Astrid Gade Nielsen den 1. april. Hun vil derefter stå til rådighed frem til 1. juli, så skiftet kommer til at ske så gnidningsfrit som muligt, oplyser selskabet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle