ØL om veganere til Økodag: En sten i skoen

Formand undrer og ærgrer sig over, at veganere netop har valgt Økodagen til at demonstrere.

På lørdag løber Økodagen endnu en gang af stablen, og endnu en gang bliver det en festdag, når køerne bliver lukket på græs.

Igen i år vil festdagen højst sandsynligt blive akkompagneret af et mindre antal demonstrationer af veganere rundt omkring i landet.

Det forventer arrangøren af Økodag, Økologisk Landsforening, der har klædt de landmænd, der er værter for arrangementet, på til besøg af både gæster og veganere.

"Det er deres demokratiske ret, og som vært skal man ikke gøre meget andet end at behandle dem pænt og ordentligt, og så ellers lade dem være", siger formand i ØL Per Kølster og fortsætter:

"Det er selvfølgelig en sten i skoen og kan være lidt trist for de landmænd, der åbner deres hjem og så bliver mødt af demonstrationer. Men det har stået på i nogle år nu og foregår normalt stille og roligt".

Det ærgrer Per Kølster, at veganerne har udset sig Økodagen som en dag for demonstration.

"Som økologer ligger det i vores identitet at forbedre blandt andet dyrevelfærd, så det er da besynderligt, at det netop er der, man som veganer vil fremme sin sag", siger formanden, der heller ikke tror, at ret mange lytter til veganerne på dagen:

"For det er ikke det, folk er kommet for. De er kommet for at mærke stemningen og besøge et landbrug, og så selvfølgelig se det eventyrlige syn, når de glade køer bliver lukket ud på marken".

Over 200.000 danskere så sidste år køerne blive lukket på græs.

I år er over 50 økologiske mælkeproducenter værter for Økodagen søndag 14. april.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle