Arla indgår rekordstor aftale om grøn el

Mejerikoncernen vil købe el fra fire kommende solcelleparker, der skal dække omkring en tredjedel af Arlas strømforbrug i Danmark.

Arla og Better Energy har indgået en aftale om etablering af fire nye solcelleparker. Over en 10-årig periode forpligter Arla sig til at aftage langt hovedparten af strømmen fra de fire solcelleparker.

Samarbejdet er ifølge Arla Danmarks største elkøbsaftale om tilførsel af ny støttefri grøn strøm til elnettet. 
Parkerne vil producere ca. 250 GWh, svarende til 156.000 gennemsnitsdanskeres årlige energiforbrug. Aftalen vil dække omkring en tredjedel af Arla Danmarks samlede strømforbrug. 

”I Arla investerer vi og vores landmænd løbende i nye initiativer og effektiviserer alle led fra ko til køledisk, så vi mindsker vores udledning og energiforbrug. Det gælder alt fra klimatjek på gårdene til reduktion af madspild, bæredygtige emballager og grøn strøm,” siger Helle Müller Petersen, landedirektør i Arla Danmark i en pressemeddelelse.

I fuld brug i 2024

Den første strøm fra solcelleparkerne forventes at blive leveret i start 2023, og alle parkerne vil efter planen være klar til at levere strøm senest i starten af 2024. Better Energy er ansvarlig for opførslen, driften og vedligeholdelsen af de i alt 280 hektar solcelleparker, hvilket svarer til størrelse på ca. 100 fodboldbaner per solcellepark.

”Vi er glade for, at Arla har valgt at købe ny grøn strøm, der har reel effekt på den grønne omstilling i Danmark. Arla har et omfattende produktionsapparat i Danmark, og det er oplagt, at det skal drives med bæredygtigt, fossilfrit, danskproduceret strøm. Der er sket en mindre revolution indenfor solkraft de seneste år, og det er både glædeligt og klogt af Arla, at de tænker solkraft ind i deres værdikæder,” siger Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør i Better Energy.

De fire solcelleparker vil alle få beliggenhed i Danmark. Den første park bliver bygget i Ebberup i Assens Kommune, mens den endelige placering af de resterende tre parker afventer godkendelse.

Har fordoblet reduktionsmål

Arla har en målsætning om at fordoble sit CO2 reduktionsmål i driften fra 30 til 63 procent frem mod 2030. Som en del af den nye klimastrategi vil Arla konvertere til 100 procent grøn strøm i Europa inden udgangen af 2025. Det skal ske via købsaftaler om grøn elektricitet og investering i vind- og solprojekter.

Ifølge Helle Müller Petersen kommer en "betydelig andel" af Arlas udledning fra mejerier og logistik fra strømforbruget. Derfor vil Arla gøre brug af 100 procent grøn strøm inden udgangen af 2025.

”Allerede i dag bruger vores knap 300 økologiske landmænd og vores største mejerier udelukkende grøn strøm. Aftalen med Better Energy er endnu et skridt på vejen mod at være selvforsynende med grøn strøm, og så er det samtidig en måde, hvorpå Arla kan bidrage til at øge produktionen af grøn energi i Danmark", siger Helle Müller Petersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle