Dansk Landbrug frygter fransk bremse på EU

Kommissionens sundhedscheck risikerer en krank skæbne under fransk formandskab, forudser Peter Gæmelke.

Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel fremlægger på tirsdag sit officielle forslag til et "sundhedscheck" af den fælles landbrugspolitik. På forhånd er det ikke forslaget, men dets videre skæbne, der vækker mest bekymring i Dansk Landbrug.

Det er især det kommende franske formandskab fra 1. juli og Frankrigs skepsis overfor liberalisering, der bekymrer. Dansk Landbrug er nemlig positivt stemt overfor kommissærens planer om at beskære den direkte landbrugsstøtte med yderligere otte pct. i de kommende år, så der på den måde kan skaffes finansiering af bl.a. vandrammedirektivets implementering.

Peter Gæmelke, formand for Dansk Landbrug, frygter imidlertid, at forslaget om at "modulere" de otte procent ender på et meget lavere niveau.

Renationalisering

"Vi er meget bekymrede for den renationalisering af landbrugspolitikken, som vi frygter kan ske under det franske formandskab. Vi frygter, franskmændene vil holde meget igen med øget modulation og i stedet trække i retning af at bruge artikel 69, som på visse områder kan være en renationalisering af landbrugspolitikken," siger Peter Gæmelke.

"Fra dansk side ønsker vi øget modulation for at kunne finansiere forskning og udvikling og dermed omstillingen til en mere markedsorienteret landbrugspolitik. Og implementeringen af Vandrammedirektivet vil stille store krav til at bruge penge til miljø og natur. Jeg håber, kommissæren holder fast i de otte procent," tilføjer han.

Det forslag om artikel 69, som er fremme, går ud på, at de enkelte EU-lande senest 1. august 2009 kan beslutte at overføre op til 10 pct. af det nationale rammebeløb for enkeltbetaling til forskellige, nærmere beskrevne nationale formål.

Uanset om kommissionen kommer helt eller kun delvis igennem med sit forslag om at "modulere" - eller beskære - den direkte landbrugsstøtte over de kommende år, skal Europas landmænd under alle omstændigheder indstille sig på, at landbrugsstøtten indenfor de allernærmeste år vil blive beskåret, forudser Peter Gæmelke.

"Jeg forventer, at det i løbet af 2010, 2011 eller 2012 vil blive nødvendigt at gennemføre en yderligere aftrapning af landbrugsstøtten for at overholde EU's budget," siger han.

Denne eventuelle støtteaftrapning har imidlertid ikke noget at gøre med det sundhedsscheck, som kommissionen præsenterer tirsdag i næste uge.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle