Danske landmænd er igen på banen med silo-opkøb

Efter nogle hårde år melder flere store producenter af siloer til det danske landbrug, at udviklingen er vendt, og at de snart forventer et stabilt marked igen.

Efter fald i ordrerbøgerne på 30 til 40 procent i årene 2009 til 2011 hos flere af de største producenter af siloer til landbrug er udviklingen vendt.

Omsætningen er næsten på samme niveau som før krisen, lyder det fra Assentoft Silo, Kongskilde og Dancorn til LandbrugsAvisen.

»Det danske marked er på vej opad, det er der slet ingen tvivl om. Investeringslysten er blevet større på bedrifterne. I år har vi en fremgang på omkring 25 procent i forhold til 2012,« siger Jens Munk Jensen, adm. direktør i Dancorn.

Høje kornpriser og stor international efterspørgsel på dansk svinekød er ifølge direktøren en stor del af forklaringen på udviklingen.

Et øget fokus på økonomisering af bedrifterne er også med til at hive nye ordrer hjem, mener Anders Damgaard Nielsen, adm. direktør i Assentoft Silo.

»Der er mere fokus på optimering af foder. Store gastætte siloer giver ro på bedrifterne, fordi du selv kan oplagre kornet og lave foderet,« siger han.

De forventer, at det danske silomarked til landbrug stabiliserer sig inden for få år.

»Det er utrolig postivt, at investeringslysten er tilbage i landbruget. Vi vil se et marked, der hviler i sig selv om to til fem år,« siger Jens Munk Jensen, Dancorn.

Under finanskrisen faldt landbrugets efterspørgsel kraftigt, mens industriens efterspørgsel har været stabil og holdt omsætningen oppe.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle