Af Carl Andersen, bachelor i jordbrugsøkonomi ved KU, Morbærhaven 26 L, 2620 Albertslund
Landbruget er igen på forsiden med en negativ historie: Der leveres ikke på landbrugets del af Landbrugspakken. Der er tale om en gentagelse af overskrifterne fra samme tid sidste år. Min forudsigelse er, at vi vil se den samme overskrift i årene, der kommer, med mindre man drastisk gentænker måden, de kollektive virkemidler implementeres.
Jeg har skrevet bachelorprojekt om Landbrugspakkens kollektive virkemidler. Jeg kender de danske landmænd ganske godt: Man ville ikke være på tværs uden grund. Der måtte ligge noget dybere bag. Og jeg fik ret. Mine hovedkonklusioner blev følgende:
1. Fokuser på målet frem for midlet
Danmark er opdelt i 90 oplande med reduktionsmål, som skal nås igennem en udspecificeret fordelingsnøgle af virkemidler. X ton fra vådområder, Y ton fra skovrejsning osv. Denne manglende metodefrihed spænder ben for målopfyldelse. Når man politisk bestemmer både mål og middel, gives der afslag på projekter, som ellers kunne være gennemført. Den langt større metodefrihed ved efterafgrøderne viser, at metodefriheden fremmer målopfyldelse.
2. Indfør en ordentlig kompensation
Landmændene kompenseres økonomisk for deres jord. Problemet er bare, at det er en standardiseret kompensation. Det fungerer ikke, når priserne på landbrugsjord svinger fra under 100.000 kr./ha til over 300.000 kr./ha. En standardiseret kompensation gør det uattraktivt at etablere kollektive virkemidler, da omkostningerne kan overstige goderne for bedriften. Derudover er det manglende likviditet og lånemuligheder, som gør det svært at bidrage, da landmanden selv skal lægge store dele af omkostningerne til projektet ud.
3. Skab en sikker retstilstand
Vådområder skaber usikkerhed. Der er ikke en klar retstilstand for de landmænd, som etablerer det, som med tiden kan blive ’natur’ på deres ejendom. Da der ikke er nogen klare konsekvenser ved ikke at foretage sig noget, men man er overbevist om, at konsekvenserne ved at lave et vådområde kan være rådighedsindskrænkninger på bedriften, afholder man sig fra det. Usikkerheden omkring fremtiden gør, at man hellere undlader at gøre noget end at gøre noget, som kan forringe værdien af ens ejendom, især i en tid hvor mange bedrifter står over for salg eller generationsskifte. Ingen vil købe en ejendom, hvor der nærmest står ’§ 3’ hen over samtlige marker.
Det er nødvendigt for lovgiverne at revidere implementeringen, hvis man skal forvente målopfyldelse frem mod 2021. Indtil videre ser det ud til, at min tese holder ved: Det er ikke landbruget, som ikke vil bidrage. Det er politikerne, som spænder ben.
