De lærer storbyfolket, hvad et yver er for noget

Ægtepar har viet en del af deres landmandsliv til at informere resten af befolkningen om, hvad landbrug er for en størrelse. Der er nok at tage fat på.

Skilte som 'sojaskrå', 'klatretraktor' og et P-skilt på Freerslev Kotel afslører, at her på kvægbedriften ved Hillerød kommer der masser af folk, som ser landbruget med omverdenenes øjne.

Ægteparret Inge Christoffersen Holding og Erik Christoffersen Jensen er nemlig, ud over at være værter for skoleklasser tre gange om ugen, med i Åbent Landbrug samtidig med, at de for andet år i træk holder deres eget Åbent Gård-arrangement over tre søndage i sommerferien.

Forrige søndag kom der 130 besøgende. Undervejs popper der spørgsmål op i øst og vest.
»Vi får en gang imellem spørgsmålet om, hvad den hudlap dernede er for noget, og så må jeg fortælle, at det er et yver. Tingene er blevet meget langt væk fra naturen for folk i dag,« forklarer Erik.
Til gengæld er interessen for at vide mere om landbruget og tilværelsen på kotellet stort. Sidste år kom der omkring 3.700 mennesker og besøgte kvægbedriften med 240 malkekøer.

Tror, de er økologer

Parret er begge 54 år og blev kærester for fem år siden, inden samlivet blev et ægteskab for to år siden.

Efter 18 år som HR og økonomimedarbejder på Københavns Universitet sagde Inge sit arbejde op for at arbejde på fuld tid med gårdens egen besøgstjeneste, fordi hun synes, at omverdenen ved for lidt om landbruget.
Et gennemgående tema er, at de besøgende skal se landbruget, som virkeligheden er. Gården er ikke en friseret besøgsgård men et aktivt landbrug.
Rundturen starter ofte ved mælketanken og slutter ved malkegraven - men trivielt bliver det alligevel ikke, forklarer hun. ?»Rundvisningerne er aldrig det samme igen og igen. Folk spørger meget forskelligt. Og så tager vi altid udgangspunkt i, hvad vi laver på gården netop nu,« siger hun.

Her om sommeren går jerseykøerne ude på græs, medmindre de altså som på nogle af Åben Gård-arrangementerne har syntes, at det danske vejr er for varmt og så er trisset ind i stalden igen for at finde et svalt hjørne. ?At køerne går på græs betyder for mange folk, at de må være økologer.
»Det er også noget, jeg godt kan lide at fortælle, at konventionelt landbrug altså også er helt okay.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle