Den globale afgrødeforsyning 2015/16

Markedsberetning af konsulent Jakob F. Gjærsgaard, Gefion.

Det amerikanske landbrugsministerium (USDA) offentliggjorde d. 12. maj deres første estimat for den globale afgrødeforsyning i 2015/16. Hovedtallene for er følgende:

Hvede

Produktionen sættes til 719 mio. ton - 8 mio. ton færre end i år. Forbruget til 717 mio. ton - blot 1 mio. ton mere end i år. USDA forventer således et årsoverskud på 2 mio. ton, mens de internationale analyseinstitutter har prognoser, som peger på et lagertræk. Mest overraskende er det, at forbruget kun forventes at stige med marginale 1 mio. ton. Over de seneste 10 år er forbruget steget med gennemsnitlig 10 mio. ton/år - og mindst, når prisen er høj og det kan man jo ikke ligefrem kalde den nuværende pris. I markedet er der en betydelig skepsis vedrørende USDA’s forbrugsestimat.

Ifølge USDA lander de globale slutlagre på 203 mio. ton efter 2015/16-sæsonen, hvilket – også målt mod forbruget – ligger i den høje ende.

Majs

Produktionen sættes til 990 mio. ton - 7 mio. ton færre end i rekordåret 2014. Samtidig øges forbruget med 13 mio. ton til 990 mio. ton, og dermed er der årsbalance mellem produktion og forbrug. Forventningerne til slutlagrene bliver således uændret 192 mio. ton. Produktionsestimatet dækker over et fald i den amerikanske produktion på hele 15 mio. ton (primært lavere areal), men det opvejes stort set af en tilsvarende fremgang i den kinesiske produktion. Dermed også sagt, at USDA forventer et fald i de vigtige US-slutlagre.

Soja

Produktionen sættes til 317 mio. ton - præcis det samme, som man har opnået i rekordåret 2014. Til gengæld øges forbruget markant - med 12 mio. ton til 304 mio. ton. Dermed falder sidste år årsoverskud fra 25 til 13 mio. ton. Stadigvæk imponerende - og dermed er der lagt op til en lageropbygning for 4. år i træk. De forventede slutlagre lander ifølge USDA på imponerende 96 mio. ton. Ny verdensrekord!

Lang vej til høst

Det er værd at huske, at de nuværende USDA-estimater - ikke mindst på produktionssiden - forudsætter, at det afgrødevenlige vejr fortsætter gennem hele vækstsæsonen. Der er ikke efterladt plads til modvind. Det er heller ikke sikkert, det kommer, men det er dog værd at huske, at der i denne sammenhæng er uendeligt lang tid, til estimater bliver til kendsgerninger på det globale plan - over et år! Meget kan ske, inden afgrøder er sikkert i hus.

Et lille eksempel

I 2012 kom den amerikanske majs rekord-tidligt i jorden - også tidligere end i år, og alle talte om det enorme udbyttepotentiale, som det udløste. I løbet af juni indfandt der sig en langvarig tørke, som barberede 22 pct. af udbyttet svarende til knap 100 mio. ton. Det sendte på kort tid kornpriserne op med 60 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle