Er det en god ide at sætte plakat op om tilskud?

Spørgsmål til Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarer, Økologi

»Jeg kan ikke se hvorfor, at man nu skal til at sætte en plakat op, når man får økologisk arealtilskud. Det har jeg svært ved at forstå. Hvem har gavn af det? Vi har papir nok i forvejen, og det er bare en ting oveni.«

Er det ikke rimeligt, når EU støtter, at alle kan se det?

»Men hvem er det, der skal se det? Er det naboen, der går tur med hunden, eller hvem? Jeg er selvfølgelig glad for det tilskud, vi får, men jeg tror lidt, at den her plakat vil være papir for papirets skyld. Jeg har svært ved at se, hvad det skal nytte. Skal vi så til at hænge plakater op, hver gang vi får tilskud til noget? Jeg vil hellere have fokus på at være fagligt god og, at det hele er passet fagligt rigtigt end på at huske endnu et stykke papir.«

Er det et stort arbejde?

»Nej, det er ikke det. Jeg har selv et papir hængende, som jeg fik med hjem, da jeg sendte EU-ansøgningen. Og det kan vel blive rutine. Men det er en ting oven i mange andre ting. Vi er landmænd, der render rundt med gummistøvler på, vi er ikke kontorister. Vi har så mange små ting, vi skal huske at overholde i forhold til økologi eller dyrevelfærd. Det er nok.«

Hvad er problemet?

»Det er, at der er risiko for, at man kan gøre noget forkert og blive hængt op på det af myndighederne. Det er anstrengende at huske alle de små lidt skøre ting.«

Hvad tænker du om, at konventionelle, der måske får meget mere i støtte, ikke skal hænge plakater op?

»Det er da skørt. Men jeg ønsker sådan set ikke noget for dem, som jeg ikke selv bryder mig om.«

Hvad vil du gøre ved det?

»Vi har sendt et høringssvar til NaturErhvervstyrelsen om, at vi ikke synes, det er en god ide, og vi håber stadig at få det ændret, så vi slipper for at sætte de plakater op.«

lft

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle