Hude-selskab forventer sorte tal i 2020-regnskab

Scan-Hide fik et rigtigt træls regnskab for 2019. Men det er slut med røde tal på bundlinjen, spår formanden.

Jeg forventer helt klart sorte tal i regnskabet for 2019-2020. Alle pile peger opad. Lige nu ser vi prisstigninger på huder på 5-10 pct., og jeg tror slet ikke, priserne er færdige med at stige. Der kommer til at ske meget i løbet af foråret«.

Det er en optimistisk direktør for Danish Crown Beef og formand for hude-selskabet Scan Hide, Finn Klostermann, der efter nogle regnskabsmæssige ringe år nu ser anderledes lyst på fremtiden for det landmandsejede andelsselskab.

»Vi afsluttede regnskabet i september 2019. Det betyder, at vi nu er fire måneder inde i et nyt regnskabsår, hvor vi kan se, at efterspørgslen og priserne bevæger sig opad«.

Finn Klostermann lægger ikke skjul på, at det afsluttede regnskabsår i Scan-Hide på ingen måde har været tilfredsstillende, men understreger, at selskabet nu er langt inde i det næste halvårsregnskab.

Ringe resultat

Tilbage i det afsluttede 18/19-regnskab faldt hudepriserne over 30 procent. Omsætningen faldt med 170 mio. kr - eller næsten 25 pct. til 510 mio. kr. Samtidig endte forretningen med et underskud på -18,5 mio. kr. Årsagen til det ringe resultat skal findes i et grundstødt hudemarked, der i den grad har været ramt af en kæmperutsjetur på hele verdenmarkedet.

Det betød, at afregningsprisen til landmanden faldt i året med hele 32,6 procent og endte på 279 kr. pr. hud i gennemsnit.

»Vi har været igennem en hård tid og skåret omkostningerne til. Samtidig er priserne begyndt at vende opad igen. så jeg er ikke bange for at sige, at priserne har set bunden«, siger Finn Klostermann.

Hvor meget det så reelt kommer til at betyde for landmandens afregning og det næste regnskabsresultat, vil Finn Klostermann ikke komme med bud på endnu. Her må landmændene vente til halvårsregnskabet, der offentliggøres i maj, for at få en fornemmelse af, om direktørens optimisme smitter af på afregningen, hvor huderne i bedste fald kan udgøre 10 pct. af indtjeningen på et kvæglandbrug.

»Lagrene er lige så stille gnavet af, og vi tror på en lukrativ niche for bæredygtige læderprodukter. Folk finder ud af, at læder er meget mere bæredygtige end alt det plastic, som man f.eks. bruger i sportssko«, siger Finn Klostermann.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle