Millionunderskudhos dansk importøraf gps-udstyr

Agrovos regnskab lider under, at samarbejdet med det amerikanske gps-firma, TopCon, er opsagt.

Det danske selskab Agrovo, der blandt andet handler med landbrugsprodukter, har netop offentliggjort deres årsrapport for 2010/2011. Her springer et underskud på to en halv mio. kr. i øjnene.

Selskabet betegner underskuddet som "meget utilfredsstillende," og de lægger ikke skjul på, at det store underskud primært skyldes det nedbrudte samarbejde med amerikanske TopCon, der producerer gps-udstyr og styresystemer til landbruget.

"I forbindelse med opsigelse af samarbejdet har selskabet foretaget nedskrivninger af tilgodehavende hos TopCon med 1.938.000 kr.," skriver de i årsrapporten.

Nye forretningsområder

Dykker man længere ned i regnskabet, ser det ikke meget lysere ud. Selskabets egenkapital er nede på minus tre en halv mio. kr., og de har kortsigtede gældsforpligtelser på over fem mio. kr. Agrovo arbejder på at forbedre resultatet, og i årsrapporten skriver de:

"Retablering af kapitalforholdene vil kunne ske gennem den løbende drift over de kommende år som følge af opstart af nye forretningsområder."

LandbrugsAvisen har forsøgt at få en kommentar fra direktør Lars Goul Nielsen, men direktøren ønskede hverken at kommentere yderligere på regnskabet, det nedbrudte samarbejde med TopCon, eller hvilke nye forretningsområder selskabet arbejder med.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle