Nordic Seed er størst på hvede

Mere end 60 procent af den hvede, der dyrkes i Danmark, er forædlet af Nordic Seed, som inviterer landmænd og andre fagfolk til åbent hus 20. juni.

Når mejetærskerne er færdige med at gnave sig igennem hele det danske areal med vinterhvede i høst, så vil mere end 60 procent af den høstede hvede stamme fra sorter forædlet af Nordic Seed. Helt bestemt er der tale om sorterne Mariboss, Jensen og Nakskov.

»Vi har i forædlingen satset på sorter, der giver et højt og stabilt udbytte set over en årrække. Samtidig har vi forædlet efter et højt faldtal, som er meget afgørende for, hvor tilbøjelige hvedekernerne er til at spire i akset i en våd høst,« fortæller Jacob Hansen, produktchef for såsæd hos Nordic Seed.

Ud over hvede forædler Nordic Seed også vårbygsorter, hvor Evergreen er den største. Jacob Hansen forventer også, at nye sorter som Laurikka og Soulmate vil blive dyrket på en stor del af arealet med vårbyg i de kommende år.

På ’Kulturplanternes dag’ 20. og 21. juni holder Nordic Seed åbent hus på deres forædlingsstation i Dyngby ved Odder. Her kan man ud over at se, hvordan nye sorter bliver til, også få en guidet tur i de mange forsøg med hvede, rug, raps og byg.

Størst på hvede

»Mariboss er vores største sort og har leveret et stabilt højt udbytte i de syv år, den har været dyrket ude hos landmændene. Sorten har tilmed en god overvintringsevne og en god buskning. Sidstnævnte gør, at den også har klaret sig rigtig godt ved økologisk dyrkning,« fortæller Jacob Hansen.

Han tilføjer, at Nordic Seeds næststørste sort er industrihvedesorten Jensen, som hovedsagelig eksporteres og bruges til produktion af kiks og kage.

Nakskov bliver i år kun dyrket på et mindre areal, men Jacob Hansen forventer, at det dyrkede areal med sorten vil blive øget betragteligt i de kommende år.

»Vi er ved at undersøge, om Nakskov kan komme på listen over brødhvedesorter, som man kan søge om ekstra kvælstof til. I de forsøg, vi har lavet, har den haft gode brød-egenskaber, ligesom den har vist sig at kvittere rigtig godt udbyttemæssigt for tildeling af ekstra kvælstof,« siger Jacob Hansen.

Nakskov modner cirka fem til seks dage før Mariboss. Det mener Jacob Hansen kan spille ind ved sortsvalget på større ejendomme, hvor man med fordel kan høste Nakskov først og derefter køre til nogle af de øvrige hvedesorter på ejendommen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle