Ny bekendtgørelse blev tre gange så tyk

Den nye husdyrgødningsbekendtgørelse trådte i kraft i går, 1. august.

Da husdyrgødningsbekendtgørelsen kom i 2007, var den 11 sider lang, nu fylder den 30 sider. Dermed er der ikke megen regelforenkling over den bekendtgørelse, som gælder fra i går, og som på godt og ondt fortæller, hvordan man skal opbevare og bruge sin husdyrgødning. En fordel er det dog, at de mange, mange ændringer, der er kommet siden 2007, nu er skrevet sammen, så man kun skal kigge et sted.

Komplicerede DE

Ifølge chefkonsulent i L&F Henrik Bang Jensen er en af årsagerne til de mange sider, at begrebet dyreenheder er blevet meget kompliceret på grund af forskellige omregningsfaktorer, når produktiviteten stiger

»Der er hele syv forskellige sæt af omregningsfaktorer at forholde sig til og 40 forskellige husdyrkategorier,« siger han.

Flere forbedringer

Der er flere markante forbedringer af reglerne.

Den ene er, at mave-tarmindhold på slagterierne helt klart karakteriseres som husdyrgødning. Dermed kan det håndteres som sådan og ikke som affald.

»Det har stor betydning for slagterierne, der håndterer 65.000 ton af dette årligt,« siger Henrik Bang Jensen.

Den anden er, at der i forhold til bekendtgørelsen ikke er nogen problemer i at bruge fiberfraktionen fra separeret gylle til kvægstalde som strøelse i sengebåse.

En tredje fordel er, at man nu kan bruge alternativer til at nedfælde gylle.

»Det er stadig administrativt bøvlet, og det kan kun bruges, hvis man har vintersæd, men Miljøstyrelsen har faktisk lyttet til os på det her punkt og gjort det lidt lettere, end der var lagt op til i første udkast af bekendtgørelsen,« siger Henrik Bang Jensen, der helst havde set, at der ikke var et særskilt krav om nedfældning.

Han ærgrer sig til gengæld over, at der ikke er ændret ved definitionen af frossen jord.

»De regler burde være tøet lidt op, for Danmark har valgt en meget restriktiv tolkning af begrebet frossen jord,« siger han.

Her havde L&F gerne set, at man skelede til nabolandene. L&F mener, at den danske tolkning er en overimplementering af nitratdirektivet.

»Det vil vi selvfølgelig forfølge,« siger Henrik Bang Jensen.

Han håber, at der kan findes en bedre løsning, når først Miljøstyrelsen har vurderet det faglige og set på nabolandene.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle