Skandale giver ridser i lakken for Fonterra

Selskabet kæmper for at bevare sit ry som producent af sikre fødevarer af høj kvalitet.

Kina har midlertidigt suspenderet importen af vallepulver fra det newzealandske mejeriselskab Fonterra, efter at der i nogle af selskabets produkter er fundet spor af clostridium-bakterier, der kan give pølseforgiftning.

Det gælder blandt andet et produkt, der bliver brugt af mejeriselskabet Danone til at fremstille modermælkserstatning, som også er solgt i New Zealand.

Det viser sig, at Fonterra allerede i marts blev gjort opmærksom på problemerne, uden at reagere.

Det har medført hård kritik, specielt fordi det er brugt til modermælkserstatning, men Fonterra forsvarer sig med, at Danone ikke havde fundet uregelmæssigheder i deres egen test.

Skandalen kommer kun en måned efter, at Fonterra var centrum for en anden skandale, der også involverede mejeriprodukter til Kina. Fonterra blev den gang kritiseret for at holde problemerne hemmeligt i alt for lang tid.

Fonterra fastholder, at man denne gang har informeret alle, så snart fundet af clostridium-bakterier blev bekræftet 31. juli. Valleproteinkoncentratet blev imidlertid produceret allerede i maj 2012.

Det har fået den newzealandske avis, The New Zealand Herald, til at fastslå, at kvalitetsproblemer skal undersøges, før produkterne sælges, ikke efter.

Ifølge avisen er Fonterra nu bag kulisserne i gang med en kæmpe operation for at stoppe yderligere skade på Fonterras ry som producent af sikre fødevarer af høj kvalitet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle