Slagtninger presses af høje priser på smågrise

Høje smågrisepriser får smågriseproducenter til at kigge mod udlandet og sælge grise dér fremfor til danske slagtesvineproducenter - det forstærker udviklingen med færre og færre slagtesvin i Danmark.

Slagtesvineproducenter presses af historisk høje puljepriser på smågrise, og samtidig har smågriseproducenter incitamenter til at bryde deres smågrisekontrakter med danske aftagere og i stedet satse på den mere volatile puljepris og eksportmarkederne.

Det giver tomme slagtesvinestalde i Danmark, men også slagterier, som kan konstatere et faldende antal slagtninger.

Situationen er så alvorlig, at antallet af svineslagtninger i årets første syv uger er faldet med 9,1 procent i forhold til de samme uger året før. Og tilsvarende er eksporten af smågrise vokset markant i januar.

Hos Danske Svineproducenter glæder man sig over gode priser, men ser med bekymring på udviklingen af slagtesvineproduktionen.

»Der blev slagtet forholdsvis mange grise i starten af 2016, men om det er seks eller ni procent færre grise, ændrer ikke ved, at vi har et fald i antallet af slagtninger. Det skyldes, at vi lukkede noget produktion i 2016 på grund af dårlig økonomi, men puljeprisen kan også komme til at spille ind på udviklingen,« siger foreningens formand Nicolaj Nørgaard og fortsætter:

»Jeg hører om smågriseproducenter, der overvejer at droppe deres aftaler med deres aftagere og satser på eksport og puljegrise. Det har de incitamenter til at gøre, fordi forskellen er så stor mellem den beregnede notering og puljeprisen.«

Han kalder situationen med en slagtesvinenotering, der ikke rigtig flytter sig, og en hastigt stigende puljepris på smågrise for en giftig cocktail for landets slagtesvineproducenter.

»Som det ser ud nu, er der ubalance i markedet, og det bliver ikke slagtesvineproducenter, der kommer til at tjene pengene i år. Heldigvis ser foderpriserne ud til at være fornuftige, men situationen er svær for dem, som leder efter grise til opfedning, for markedet er fuldstændigt støvsuget for smågrise,« konstaterer han.

Næstformand i Danish Crown, Asger Krogsgaard, anerkender udfordringerne med høje puljepriser.

»Jeg vil på det kraftigste fraråde smågriseproducenter at shoppe ind og ud (skifte til eksport og vende tilbage til danske aftager, når puljeprisen falder igen, red.), for det taber man på i længden. Det har vist sig gang på gang,« lyder advarslen fra Asger Krogsgaard, og han fortsætter:

»Det er beklageligt, at produktionen falder, for vi har de samme kapacitetsomkostninger på slagterierne, og alt andet lige får vi mindre produktion i foråret, men så tror jeg produktionen vil stige igen i efteråret, fordi der er udsigt til nye stalde, og vi ser ind i et meget bedre marked med stigende efterspørgsel.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle