Toppost trak veksler på familie og forretning

Lars Hvidtfeldt siger farvel til Axelborg efter seks år som viceformand i Landbrug & Fødevarer. Familien og egne forretninger kalder.

Det kom som en bombe for de fleste, da nyheden bredte sig i sidste uge: At Landbrug & Fødevarer ikke bare skal finde en ny direktør, men også en ny viceformand til afløsning for den driftsikre Lars Hvidtfeldt, godsejer fra Falster.

Han er endnu ikke fyldt 52, men har efter seks år på posten som viceformand besluttet, at familien og egne forretninger ikke længere skal tåle at undvære ham størstedelen af tiden.

Derfor har han truffet beslutningen om, at han ikke genopstiller ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i november.

»Min familie vil gerne have en større aktiepost i mig - det er det hensyn, der har førsteprioritet, sammen med ønsket om at kunne koncentrere mig mere om min forretning«, siger Lars Hvidtfeldt, som allerede i et fødselsdagsinterview for to år siden sagde, at han ville ’ønske’, han ’havde to liv’.

Kører landet tyndt

Posten som medlem af Landbrug & Fødevarers formandskab har da også, ifølge Lars Hvidtfeldts egen km-tæller betydet, at han har tilbagelagt ca. 65.000 km om året i bil, og så er de mange tog- og færgerejser ikke talt med. Det kræver sin mand, når man som Landbrug & Fødevarers formandskab bevidst har valgt en medlems-strategi, hvor landmændene skal have mulighed for at møde deres folkevalgte så ofte, som de ønsker det.

Der er dermed næppe udsigt til, at Lars Hvidtfeldts afløser får vilkår, der er markant anderledes.

»Vi er meget ’på’ og meget tilgængelige i formandskabet. Det har vi vænnet medlemmerne til, og det vil være svært at lave om på«, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Pottegroede juletræer

Lars Hvidtfeldt og hustruen Linnéa Treschow driver med base på Gl. Kirstineberg Gods på Falster et omfattende land- og skovbrug med bl.a. en stor produktion og eksport af pottegroede juletræer.

»Vi sælger til et stort marked ude i Europa og har gang i en række spændende projekter, som jeg gerne vil udvikle på og følge til dørs«, siger Lars Hvidtfeldt.

Stor indflydelse

Lars Hvidtfeldt kan se tilbage på seks begivenhedsrige år i Landbrug & Fødevarers historie, og han er stolt af at have været med til at præge udviklingen af organisationen.

Som viceformand har han været organisationens talsmand på miljøområdet, og han har haft en central rolle i forløbet om landbrugspakken.

Ikke mindst det, glæder han sig over.

»Jeg føler, jeg har sat aftryk på mange af idéerne til målrettet regulering og den 16-punktsplan, der gik forud for landbrugspakken. Vi var dengang tæt på partierne i Folketinget, og et eller andet sted er det stort at tænke på, at vi i Landbrug & Fødevarer kan arbejde med idéer og indspil, som bliver skrevet ind i et politisk oplæg og til syvende og sidst ender som lovgivning, fordi vi har formået at overbevise politikerne«.

»Man bliver virkelig ydmyg i forhold til de muligheder, man har som viceformand i Landbrug & Fødevarer, for at være med til at skabe resultater«.

Så er jobopslaget næsten skrevet.

Faktaboks

Fra fuldmægtig til viceformand

  • Lars Hvidtfeldt er cand. agro og begyndte i 1993 i et job som fuldmægtig i det daværende Landbrugsraadet.
  • Han er gift med Linnéa Treschow og parret ejer og driver godset Gl. Kirstineberg Gods ved Nykøbing F.
  • Fra 2009 til 2012 var han formand for Tolvmandssektionen. Fra 2012 har han været viceformand i L&F.
  • Lars Hvidtfeldt varetager viceformandsposten frem til delegeretmødet i november.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle