Direktør for danske juletræer: Vores produktion er usynlig i nye ejendomskategorier

Juletræsproduktionen er usynlig i de nye ejendomskategori-vurderinger, fortæller direktør for Danske Juletræer Claus Jerram Christensen. Han håber, at det vil give anledning til, at man revurderer reglerne for juletræsdyrkning.

Usynlige og fejlplacerede. 

Sådan kan juletræsproduktionens plads i de nye ejendomsvurderinger forklares, fortæller direktør Danske Juletræer Claus Jerram Christensen og uddyber.

- Der er flere udfordringer i denne her problemstilling for juletræsproducenterne. Den ene ting er, at de er lidt usynlige fordi, det datagrundlag som vurderingsstyrelsen har, formentlig er baseret på, om man får landbrugsstøtte eller ej. Og det gør juletræer ikke. Så hvis man er en lille ren juletræsproducent der ikke får noget tilskud, så eksisterer man ikke i den sammenhæng.

Derudover peger Claus Jerram Christensen på, at juletræer er defineret som en lavintensiv afgrøde.

Dermed er det ikke i samme kategori som gartnerier eller frugtavl, hvor man skal have fem hektar for at kunne klassificeres som landbrugsejendomme. Men det er ifølge Claus Jerram Christensen en fejl. 

- Arealgrænserne for hvornår man kategoriseres som henholdsvis landejendom eller ejerbolig er meget høje for juletræer, fordi de er placeret som lavintensivt landbrug. Og det syntes vi jo er forkert, fordi juletræsproduktion, udover at være en højværdiafgrøde, så er det jo også en arbejdsintensiv produktion. På den måde ligner det mere frugtavl eller frilandsgartneri, hvor arealgrænserne er væsentligt lavere.

Farvel til fæld-selv

Claus Jerram Christensen frygter, at de nye regler især vil gå ud over de mindre producenter. Den slags juletræsproducenter, som mange danskere besøger hvert år ved juletid, hvor de tager ud, for at fælde deres eget juletræ. 

- Det er de mindre producenter, der typisk har stadspladssalg til de danske forbrugere. Det er den type producenter, der vil blive ramt, og det kan i værste tilfælde betyde, at de ikke har råd til at have den type arealer, og må sælge dem til en nabo, der er landmand. Så det kan godt betyde, at det bliver sværere at komme ud og have fæld-selv-oplevelser hvis det her, det står ved magt, siger han.

Foreningen Danske Juletræer har klaget til Vurderingsstyrelsen over de nye regler, og man håber at det vil føre til, at kan få revurderet synet på juletræsdyrkning. 

- Jeg kan kun svare for juletræsproducenterne, for jeg tror, at der er mange små landmænd og mindre skovejere, der har det på samme måde. Men skal jeg tage juletræsbrillerne på, så håber jeg da, at vi kan blive kategoriseret på lige fod med frugtavl eller frilandsgartneri, hvor der er en lavere arealgrænse, slutter Claus Jerram Christensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle