Endnu en minkfarm i Nordjylland er ramt af coronavirus

Endnu en minkfarm er konstateret smittet med coronavirus, så i alt to farme nu er testet positiv. 120 besætninger landet over skal nu testes, melder regeringen.

Der er konstateret smitte hos to mink på endnu en dansk minkfarm i Nordjylland. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Det betyder, at myndighederne nu har fundet Covid-19 i to nordjyske minkbesætninger på en uge.

Ministeriet beslutter derfor, at 120 farme landet over nu skal testes.

"Regeringen har besluttet, at Fødevarestyrelsen nu igangsætter en screening af 120 minkbesætninger landet over. Screeningen skal vise os, om de første fund var enkeltstående tilfælde, eller om der er tale om en mere udbredt smitte i minkbesætningerne", siger fødevareminister Mogens Jensen (S) i pressemeddelelsen.

Tidligere på ugen blev en minkfarm i Sindal i Nordjylland testet positiv for corona, og i alt 11.000 mink inklusiv 1.800 tæver blev slået ned torsdag. Den anden minkfarm, der er er fundet positiv, er en lidt mindre farm i Frederikhavn, omkring 20 km fra den første, med omkring 700 tæver og i alt 4.200 mink.

Fødevarestyrelsen tog prøver fra 46 mink, hvoraf to mink var smittet. 

Da kun få af de testede dyr har corona, vil Fødevarestyrelsen lave flere tests mandag, før man beslutter, hvad der skal ske med besætningen. 

Hunden er også smittet

Der er også konstateret Covid-19-smitte i minkejerens hund. På verdensplan er der fundet enkelte kæledyr med COVID-19, men det er første gang, at det sker i Danmark.

Ejeren og familien har derfor fået besked på, at hunden skal behandles "efter de samme anbefalinger, som de selv har fået".

Det betyder, at familien og hunden skal undgå tæt kontakt til andre dyr og mennesker uden for husstanden.

Smitte-relationen mellem farmene stammer formentlig fra et udbrud på det lokale plejecenter i Sindal, hvor konerne til de to avlere begge arbejder. 

"De to ejeres koner arbejder begge på plejecenteret, og begge familier og børn er smittet", sagde John Elling, formand for Nordjyllands pelsdyravlerforening, tidligere til Landbrugsavisen. Han fortæller også, at det er ejeren selv, der har bedt om at få sin hund testet.

Overvejer "yderligere tiltag"

Sundhedsminister Magnus Heunick (S) følger udviklingen, lyder det i pressemeddelelsen.

"Vi er parate til yderligere tiltag. På nuværende tidspunkt er det stadig uafklaret, om minkene har smittet menneskene eller omvendt", siger Magnus Heunicke.

Fødevarestyrelsen fastholder de restriktioner, farmen blev pålagt torsdag, da prøverne blev taget. Dermed må ingen dyr og kun få mennesker komme ind og ud af besætningen. 

Prøverne i minkfarmen blev taget, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag oplyste Fødevarestyrelsen om COVID-19-smitte hos familien, som driver minkfarmen. 

Nordjylland har under coronakrisen haft ganske få smittetilfælde til sammenligning med mange andre landsdele. Men noget tyder nu på, at smitten breder sig.

Hjørring Kommune er således blevet omdrejningspunkt for en regional udvikling i smitten, hvor coronavirusset har spredt sig til tre skoler, nu to minkfarme, en hund, en minkavler samt et plejehjem.

På plejehjemmet Vendelbocentret i Sindal er der på knap to uger konstateret smitte hos 45 beboere og medarbejdere.

Lørdag kom det første coronarelaterede dødsfald på plejehjemmet.

Fredag aften kunne Statens Serum Institut (SSI) fortælle, at virusset på den første minkfarm, hos minkavleren og på plejehjemmet er det samme.

/ritzau/

Emneord

Top2 , coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle