EU-reform nu tættere på efter afstemning. Men én faktor kan slå det hele tilbage til start

Efter tusinder af høringsforslag og -tilføjelser melder EU-landsbrugsudvalg nu færdig med sit forslag til ny landbrugsstøtte.

130 ændringsforslag efter en gennemgang af mere end 5200 høringsbidrag.

Sådan kom EU's landbrugsudvalg igennem dagens afstemninger om det endelige udkast til en ny, reformeret landbrugsstøtte fra 2021 - og CAP-reformen er et skridt tættere på at blive til virkelighed.

Dermed er processen dog langt fra færdig, forklarer Landbrug & Fødevarers EU-politiske chef, Niels Lindberg Madsen.

"Det er meget interessant og relevant, men det er sandsynligvis ikke det endelige resultat", siger han og forklarer, at en stor del af ændringerne ellers har vakt tilfredshed i den danske organisation.

"Resultatet er billedligt talt en blandet pose bolsjer, men der er flest af de gode. Man går nu ind og beskytter, hvor stor en del af landbrugsstøtten, der skal gå til den enkelte landmand, ved at man begrænser, hvor mange penge der kan flyttes fra grundbetalingen til landdistriktspolitikken", forklarer han og tilføjer:

"Samtidig har man udvidet de såkaldte eco-schemes, der handler om miljø- og klimatiltag, til også at kunne bruges til dyrevelfærd. Det er en ordning, som vi ser nogle store perspektiver i. Så det er vi også glade for". 

Det største hår i suppen, set med Landbrug & Fødevarers øjne er derimod det loft over grundbetalingen, der fortsat står til at blive indført. Her er udgangspunktet, at man ikke må modtage mere end 750.000 kroner i hektarstøtte, når de nye regler indføres.

Det hele kan stadig ryge på gulvet

Med dagens afstemning og dermed også afslutning på landbrugsudvalgets behandling, har den ene af de tre parter, der skal enes om den endelige landbrugsreform, nu færdiggjort sit arbejde.

Men det kan stadig ryge på gulvet, påpeger Niels Lindberg Madsen.

"Behandlingen overgår nu til selve parlamentet, men de når ikke at blive færdige før parlamentsvalget 26. maj. Så det er et ekstra risikoelement, at der kan komme et helt nyt landbrugsudvalg, der ikke er tilfredse med det foreliggende - og derfor vil starte forfra", siger han.

De øvrige parter i en tredelte forhandlingsproces, er kommissionen og ministerrådet. Sidstnævnte arbejder under rumænsk formandsskab på at få et udkast færdig inden udgangen af første halvår, men det vurderes svært at nå, melder rygtebørsen.

Næppe færdigt til fristen

Med udsigten til en forsinkelse af de europæiske landbrugsministres fælles udspil, vurderer Niels Lindberg Madsen, at man næppe når at blive færdige i tide.

"Et realistisk bud er, at vi er inde i 2020, før der er en aftale. Så man når givetvis ikke frem til, at det kan træde i kraft i 2021. Det vil være urealistisk. Min vudering er, at det i hvert fald bliver udskudt et år", siger han og påpeger, at efter den politiske aftale er i hus også skal udformes love og forordninger på både internationalt og nationalt niveau.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle