Gods igen ramt af brand - denne gang i beboelse

Algestrup Gods igen ramt af brand indenfor seks måneder. Politiet undersøger sammenhæng.

En nedbrændt længe og ingen personskade. Det er i grove træk resultatet af en brand på Algestrup Gods søndag.

Hen på eftermiddagen blev brandvæsenet kaldt til godset, hvor den østlige længe stod i flammer. 

"Her kunne brandvæsenet konstatere, at længen ville brænde ned. De koncentrerede sig derfor om at kontrollere branden, så den ikke spredte sig, hvilket lykkedes", siger kommunikationsmedarbejder Maria Schouw Broholm, Midt- og Vestsjællands Politi.

Kunne væggene står tilbage efter branden.

to brande på seks måneder

Slukningsarbejdet varede fra cirka kl. 16 søndag til omkring kl. 1 natten til mandag.

Mandag skal brandvæsenet efterse brandstedet, inden politiet kan sætte gang i sin efterforskning af, hvad der har forårsaget branden.

Her er man dog opmærksom på, at det bare er et halvt år siden, der var ild i en lade på samme gods.

"Vi kan ikke sige, at der er en sammenhæng, men det er noget, vi kigger på. Vi er opmærksomme på det", siger Maria Schouw Broholm.

flere lejemål

Den nu nedbrændte længe indeholdt to lejemål, hvor ingen beboere altså kom til skade.

Derudover havde en jagtforening lejet lokaler, mens der også blev opbevaret nogle køretøjer i længen.

Hvilke køretøjer kan politiet ikke sige noget om.

Midt- og Vestsjællands Politi håber at kunne komme i gang med efterforskningen af branden mandag.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle