Høj risiko for markbrande - Mejetærsker stod i flammer midt i høsten (opdateret)

Tirsdag sidst på dagen brød en mejetærsker i brand på en mark nær Kolding.

Ilden havde tirsdag eftermiddag godt fat i en mejetærsker, der brød i brand midt i høstarbejdet på en kornmark nær Lunderskov ved Kolding.

TrekantBrand fik melding om branden klokken 17:18, og der var allerede godt gang i ilden, da beredskabet ankom, fortæller indsatsleder Claus Olsen:

"Den har stået et stykke tid, for branden var et stykke fra brandstationen. Det betød at den relativt nye maskine brændte helt ud", siger indsatslederen til landbrugsavisen.dk.

Branden opstod under høstarbejdet. Det var formentlig en sten eller lignende, der har fået skabt en gnist og antændt ild i mejetærskeren, men det er ikke til at vide, fortæller Claus Olsen.

Manden, der kørte mejetærskeren, når at se at det brænder og hopper ud for at forsøge at slukke ilden. Men han kan ikke komme til slukkeren, der sidder på maskinen, da der allerede er godt gang i ilden. Derfor ringer manden fra mejetærskeren og landmanden selv 112.

Risiko for markbrande

Ifølge en nabo til marken, der ikke ønsker at udtale sig udtale yderligere til landbrugsavisen, skulle der ikke være sket personskade i forbindelse med branden.

Det bekræfter Claus Olsen fra TrekantBrand. Mejetærskeren er dog helt brændt ud, og omkring 500 kvadratmeter eller mindre er brændt af marken, hvor ilden kort nåede at sprede sig til.

Beredskabet fik dog hurtigt slukket ilden i marken, og efter to timer var der også kontrol over ilden i maskinen.

Selv om der er kommet regn flere steder i landet i den seneste periode ændrer det ikke på, at det stadig er knastørt over det meste af Danmark. Ifølge DMI er tørkeindekset stadig højt og ligger i størstedelen af Danmark på mellem syv og ni.

Enkelte steder omkring hovedstadsområdet er det faldet ned til fem -seks stykker.

Og det øger risikoen for markbrande. Og også TrekantBrand advarer om risikoen for markbrande på deres hjemmeside.

Selvom der forhåbentlig ikke bliver tale om det skyhøje antal af markbrande der var sidste år er der god grund til at passe på derude. Antallet af markbrande var sidste år seks gange så meget som gennemsnittet for  2013-2017.

Opdateret med oplysninger fra TrekantBrand kl. 09:21.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle