Hollænderen: I Danmark fandt jeg det, som jeg ikke kunne få derhjemme

Majsen står højt langs vejen, når man bevæger sig rundt i det sydvestlige hjørne af Jylland. Dernede lige før det bliver Sønderjylland, og hvor store skarer af stære ser ud til at tynge el-ledningerne i dybe svaj. Ingen tvivl om, at det er ko-land. Ikke at der er særligt mange køer på markerne. Ud over lidt kødkvæg hist og her, så er det kun majsen og de store staldbygninger, der vidner om køernes tilstedeværelse. Og så naturligvis stærerene, der henter lette kalorier på køernes foderbord.

»Jeg er så træt af dem,« siger Ralf Sanderink og kigger op mod el-ledningerne. »Der er bare ikke noget, der kan holde dem væk, og de sviner overalt,« lyder det på perfekt dansk. Efter næsten 30 år i Danmark mestrer Ralf Sanderink den lokale dialekt og er på alle måder det, man med dagens retorik vil kalde en velintegreret indvandrer.

Ikke ét ord dansk

»Ja, altså jeg kunne ikke tale ét ord dansk, da jeg kom hertil,« husker Ralf Sanderink. Men jeg kørte til Danmark sammen med min far og min bror, fordi vi havde hørt, at der var en stor kvæggård til salg her ved Ribe. Vi vidste ikke, hvor gården lå, og der var jo ikke noget, der hed gps dengang. Så vi kørte lidt rundt på må og få, indtil vi fandt den.«

Selv om Danmark på Ralfs første visit viste sig fra sin bistre side med frost og stiv vestenvind, faldt han for gården og kunne i maj 1987 som én af de første hollændere kalde sig dansk gårdejer i en alder af 20 år. Ikke den første, for »der var vistnok allerede én oppe ved Varde,« mener Ralf, der også lige vil pointere, at han ganske vist er hollandsk statsborger, men altså også halvt tysk og i øvrigt gift med tyske Katrin. Og måske er hele diskussionen om dansk, tysk eller hollandsk overflødig og Ralf og Katrin bare helt almindelige danskere.

Hollænderne kommer!

Helt så afslappet så man ikke på det dengang i slutningen af firserne. Den hedengangne avis Det fri Aktuelt advarede om »Hollandsk invasion«, og den lokale landboforeningsformand talte om »ulige konkurrence«, fordi hollænderne kunne sælge dyr mælkekvote i hjemlandet og med penge på lommen komme foran danskere i køen til at købe danske gårde.

»Men folk tog nu godt imod os,« husker Ralf og Katrin, der understreger, at det danske foreningsliv er en fantastisk måde at lære dansk og danskere at kende.

»Vi omgås jo danskere i foreningsliv og beboerforening og børnenes skole. Det er vejen til at blive danske,« fastslår Sanderink-parret, der er forældre til tre sønner i alderen 12-17.

»Vi har ikke specielt søgt fællesskab med andre hollændere,« siger Ralf Sanderink, der ikke kender til, om der skulle være foreninger for hollandske landmænd i Danmark. »Næ, hvad skulle vi også bruge sådan en til? Vi har ikke haft behov for at dyrke det hollandske på den måde«.

Om der er forskel på hollændere og tyskere og danskere? Ralf og Katrin kigger lidt på hinanden og griner:

»Ja, altså danskerne synger meget. Der er lejlighedssange til, ja, enhver lejlighed. Og så er I dejligt afslappede og seriøse på samme tid.«

Så vidt den danske folkekarakter set sydfra. Læg så oveni, at Ralf Sanderink også fremhæver det danske andelssystem og den uvildige rådgivning som nogle af de gode sider ved at være landmand i Danmark. Faktisk skal han presses ret hårdt for at pege på et sted, hvor han synes, at han har haft en fordel i sin hollandske baggrund.

»Måske har jeg haft et lidt større handels-talent. Hjemmefra var jeg vant til, at alting kan handles og forhandles. Det har jeg brugt meget som landmand,« fastslår Sanderink.

Har du lyst til at læse mere om, hvordan det var at være landmand tilbage i tiden? Så klik ind på godhistorie.dk og læs historier, gamle artikler og se billeder fra de sidste 60 år i landbruget. 

Vil du selv være en del af historien? Så send os et billede eller en historie på godhistorie@landbrugsmedierne.dk eller tag et billede med #taklandmand på Instagram.