Sagen, jeg husker: Jeg letter på hatten for kartoffelavlerne, der i et kropumuligt efterårsvejr har kæmpet for - og langt han ad vejen er lykkedes med - at få knoldene i hus. Det skriver journalist Stig Bundgaard.
Dryp, dryp, dryp!
Ja, det er ikke overdrevet at skrive bare lidt drama ind i teksten, når talen falder på danske planteavleres efterår anno 2019. Regnen har silet ned, og nogle steder er der faldet hele 400 mm nedbør på bare syv uger. Det er faktisk helt vildt. Normalt får vi i Danmark på et helt år i omegnen af 750-800 mm.
Og så er det at man ikke kan andet end tage hatten af for blandt andre landets kartoffelavlere. De har aset og maset med optagningen, stået klar med alt tilgængeligt mandskab til udrykning, så snart føret tillod det, og tænkt i nye løsninger for grejet. Alt i mens kartofler for - måske - millioner har søbet i vand og truet med at drukne helt og aldeles.
Slangen i paradis: Kaskader af vand
Jeg har selv haft fornøjelsen af jævnligt at tale med en af de gæve kartoffelavlere, nemlig Viggo Nissen Conradsen, som har været blogger til Mark Plus i 2019. Viggo driver Nødbjerggård med 800 hektar, heraf 200 hektar ejet, ved Agerbæk i Vestjylland. Der står stivelseskartofler og lidt læggekartofler på de 100 hektar.
Kartoffelsæsonen forløb ellers langt hen ad vejen ganske fint på den vestjyske bedrift mellem Vejen og Varde. Lægningen skete i et formidabelt bed i foråret, og kartoflerne voksede vildt afsted og krævede kun halvt dosis mod skimmel, lød det sidst i juli fra Nødbjerggård.
Efter de første kartofler var taget op i slut september, kom der fortsat positive meldinger fra Viggo, blandt andet med håb om et rigtigt højt stivelsesindhold i knoldene og udsigt til at markerne med et problematisk føre ville tørre op relativt hurtigt. Men slangen i paradis var så småt begyndt at krybe frem fra sit skjul. De første kaskader af vand var nemlig begyndt at vælte ned fra himlen. Hele 150 mm i første halvdel af september.
Hjultræk eller bælter
Herefter var det så, at Viggo og mandskabet blev udfordret for alvor. I slutningen af oktober stod halvdelen af melkartoflerne stadig i marken, og på ca. en femtedel af arealet var det så pjaskvådt, at al kørsel med bedriftens to-rækkede Grimme-optager var umulig. Alt i mens vejrprognoserne truede med nye skyller af vand med 10 mm nedbør hist og 55 mm pist. Det er bare vådt, vådt og vådt, lød meldingen fra den vestjyske bedrift.
I slutningen af november manglede Viggo fortsat at tage 14 hektar kartofler op, eftersom vejrmagerne bød på ca. 35-35 mm nedbør pr. uge. Heldigvis var knoldene uskadte, så de sidste hektar skulle også gerne med på bundlinjen.
Efter sådan en omgang tænker kartoffelavlerne naturligvis på, hvordan de kan få hele avlen i hus hurtigt og sikkert, næste gang himlens porte åbner sig. For Viggo kan løsningen være hjultræk på optageren, enten på en ny optager eller eftermonteret. Eller måske bælter, hvis andre avlere kunne lokkes til at være med i et samarbejde.
Jeg er fuld af beundring over, at vi har her i landet har nogle dygtige kartoffelavlere, der ikke alene skaber masser af værdi til samfundet, men også bider tænderne sammen, når det gælder, og vejret er kropumuligt. Og er på evig jagt efter nye metoder og teknik, der kan sikre produktionen i fremtiden. Og som vel at mærke dyrker en klimavenlig afgrøder, skal vi da lige have med.
Derfor dette temmelig højstemte, men også passende budskab i en juletid: Må vejrguderne bevare de danske kartoffelavlere.
Sagen, jeg husker' er en serie, hvor LandbrugsAvisens journalister ser tilbage på året, der er gået, og fremhæver en sag eller person, der har gjort indtryk på dem i 2019.
