Landmænd vilde med at låne gratis til grønne maskiner

Nykredits 500 mio. kr. til grønne og næsten-gratis maskinlån er fløjet af sted. Nu melder koncernen om ny ordning.

"Det er gået hurtigere, end vi troede". Sådan lyder meldingen fra landbrugsdirektør Poul Erik Jørgensen om Nykredit-koncernens tilbud om at finansiere grønnere maskiner til landbruget i en særlig ordning.

For landmændene har tydeligvis taget tilbudet om at låne penge gratis til maskiner til sig. Derfor er den pulje på 500 mio. kr., som finanskoncernen lancerede sidste år i september til indkøb eller leasing af maskiner, allerede brugt.

Tilbuddet lød på 0 kroner i rente og 0 kroner i gebyr til eksisterende kunder i Nykredit, mens ikke-Nykredit-kunder fik tilbudt en fast rente på 1,25 procent.

"Det er sådan set glædeligt, at så mange er indstillede på at investere i grønne maskiner, når de investerer", konstaterer Poul Erik Jørgensen fra Nykredit.

"Vores egne kunder har brugt det i massivt omfang, så hovedparten af grøn maskinleasing er gået til dem", melder han.

Fortsætter indtil nytår

Selv om puljen for gratis lån nu er brugt, har Nykredit valgt at fortsætte tilbuddet.

"Vi har vi sat en dato på i stedet, så vi fortsætter indtil nytår med et billigt tilbud til grønne landbrugsmaskiner", forklarer Poul Erik Jørgensen, der ikke kan sætte tal på, hvor mange penge koncernen forventer at kunne nå at låne ud samlet set.

Det er landbrugets videnscenter Seges, der definerer, hvad en ’grøn’ maskine er, fortalte landbrugschefen fra realkreditkæmpen i forbindelse med lanceringen af det nye tiltag sidste år:

"Seges har i arbejdet med listen brugt dokumenterede undersøgelser og taget udgangspunkt i, hvad der tidligere har fået offentlige tilskudsordninger. Der er inddraget maskiner og teknologier, som for eksempel mindsker energiforbruget eller reducerer brugen af sprøjtemidler og gødning", siger Poul Erik Jørgensen, der dengang pegede på, at de grønne alternativer kan være en tand dyrere, og derfor kan der være brug for hjælp til finansieringen.

Aftalen skal være på mindst 100.000 kr., og man skal kreditgodkendes som normalt af Nykredits leasing-afdeling.

Nykredit er landets største långiver til landbruget med et samlet udlån på over 90 mia. kroner i realkredit og bank.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle