Landmand tjener godt på udenlandske landbrug - får 31 mio. kr. i overskud

En høj svinepris står bag rekordresultat hos investor med andele i udenlandske svineproduktioner.

Med et resultat efter skat på 31,2 mio. kr. landede selskabet Akset A/S for fjerde år i træk et flot to-cifret millionoverskud.

Resultatet er kun overgået af 2017-regnskabet, hvor plusset lød på 43,6 mio. kr. I de to år 2018 og 2016 lød overskuddene på henholdsvis 19,4 og 28,5 mio. kr.

Selskabet ejer store andele i de to landbrug Slovakian Farm Invest A/S og Idavang A/S, der driver landbrug i Slovakiet, Litauen og Rusland. I alle tre lande er hovedvægten lagt på svineproduktion.

Aksets direktør og eneejer, Carsten Lund Thomsen, fortæller til landbrugsavisen.dk, at "det er den gode svinepris, der afspejler sig i regnskabet", og i ledelsesberetningen betegner han også resultatet som "'tilfredstillende".

"Den store motor i Aksets regnskab er svineprisen og driften af landbrugene i Slovakiet, Litauen og Rusland. Derfor forventer jeg også, at resultatet i år lander på et lavere niveau end i 2019, fordi den samme høje svinenotering ikke kan opretholdes gennem hele 2020", siger Carsten Lund Thomsen.

Selskabet er medejer af en række mindre selskaber blandt andet et mindre biogasanlæg ved Haderslev med en kapacitet på 200.000 ton biomasse om året.

I 2019 voksede selskabets egenkapital til 199 mio. kr. fra 153 mio. kr. året før. Forrentningen var i 2019 på 17,7 procent og soliditetsgraden på 42,8 procent.

Akset var en af hovedejerne af AC Farming A/S, der gik konkurs i 2018. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle