To mænd udvist efter tyveri af gps-udstyr og diesel hos landmand

Årvågent og konsekvent politiarbejde førte til straksdom for to rumænske tyve.

Årvågent politiarbejde førte i weekenden til, at to rumænske mænd fik en straksdom på 60 dages fængsel og indrejseforbud i seks år for tyveri af diesel og GPS-udstyr til en traktor til en værdi af 85.000-100.000 kroner.

Det skriver Skive Folkeblad.

To betjente mødte op hos en landmand ved Øster Lyby nord for Skive fredag formiddag og samlede spor. På vej tilbage til stationen så de en BMW med udenlandsk nummerplade, oplyser vagtchefen til mediet.

Netop Midt- og Vestjyllands Politikreds har de seneste måneder kæmpet med talrige tyverier hos landmænd. Tidligere i august førte det til en række anholdelser.

Den ene af de to rumænske mænd i bilen havde et fodaftryk på sin sko, der mindede om det, betjentene havde fundet hos landmanden. Derfor blev de taget med til afhøring i Skive.

"Men vi har ikke nok til at holde på dem, så de bliver løsladt efter afhøring", siger Jens Claumarch til Skive Folkeblad.

Overvågning førte til opklaring

En efterfølgende overvågning bekræftede dog politiets mistanke. Rumæerne kørte direkte ud til et krat i nærheden, hvor de hentede GPS-udstyret fra landmanden.

Politiet fulgte de to rumænere helt til grænsen, hvor de blev anholdt og over for en dommer lørdag erkendte de to rumænere at have begået tyveriet. Det førte til en straksdom mod de to mænd, der er henholdsvis 24 og 25 år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle