Minister afviser krav om langsomt-voksende kyllinger i offentlige køkkener

Fødevareminister vil ikke tvinge offentlige køkkener til at undgå indkøb af den hurtigtvoksende kyllingerace Ross 308.

Valget af fødevarer i offentlige køkkener bør være en lokal beslutning, mener fødevareminister Rasmus Prehn (S).

Derfor afviser han umiddelbart Enhedslistens forslag om at stoppe al indkøb af kyllingeracen Ross 308, der er kendt for at vokse særligt hurtigt. 

"Obligatoriske krav om et bestemt fødevareudbud vil bryde med en tradition om, at udbuddet i de offentlige køkkener bør være en lokal beslutning", lyder det i et skriftligt svar fra ministeren til Søren Egge Rasmussen (EH).

krav er ikke muligt

Rasmus Prehn oplyser i ministersvaret, at det slet ikke er muligt stille krav til bestemte fødevarer i de indkøbsaftaler, staten har med de offentlige køkkener.

"Ingen brugere er pålagt at købe specifikke produkter, selvom de optræder på den pågældende aftales sortiment", lyder det fra ministeren, der fortsætter: 

"Aftalerne indeholder dog også en lang række alternative produkter, som brugerne kan vælge at købe i stedet. SKI kan ikke kræve, at kyllinger af racen Ross 308 fjernes fra nuværende aftaler".

Han tilføjer, at når aftalen skal i nyt udbud i 2023, kan man tilpasse indkøbsaftalerne, hvis brugerne ikke længere ønsker at købe kød fra de omtalte kyllinger.

afviste forbud

Der kom sidste år stort fokus på den hurtigtvoksende kyllingerace, da butikskæderne Lidl og Aldi, en hotelkæde samt det store kyllingeslagteri Danpo droppede racen helt.

Både Coop og Salling Group, landets to største dagligvarekæder, afviser dog begge at droppe Ross 308, ligesom fjerkræformand i Landbrug & Fødevarer Martin Hjort Jensen savner nuancer i debatten.

Daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) afviste sidste år et forbud mod racen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle