Tysk Danish Crown-selskab gør op med udskældte ansættelser

Selskabet Westcrown i Tyskland, der udbener Danish Crowns søer, skal ikke længere hyre folk ind på ringe kontrakter.

Selskabet Westcrown, som Danish Crown ejer 50 procent af, gør nu op med mange års udskældt medarbejderpolitik på sin fabrik i Dissen.

Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af slagteriselskabets partner i joint venturet, det tyske andelsselskab Westfleisch.

I løbet af i år vil 230 kontraktansatte på udskærings-stuerne overgå til at være direkte ansat af Westcrown i stedet.

Forbud på vej mod kolonnearbejdere

Netop kontraktansættelserne - de såkaldte "werksvertrage" eller kolonnearbejdere har været et hedt emne i tysk politik under corona-krisen. For få uger siden vedtog de tyske politikere et decideret forbud, med virkning fra 2021, mod netop den arbejdstagerform.

I stedet for at hyre medarbejdere ind fra underleverandører på dagsbasis, skal slagterierne frem over selv stå for alle ansættelser.

Det skyldes, at kolonnearbejderne, der ofte kommer fra østeuropæiske lande, har haft markant ringere vilkår på løn, sociale vilkår og sikkerhed på arbejdet end de regulært ansatte på slagterierne.

De tyske politikere har tidligere forsøgt at gøre op med de ringe vilkår, men uden held. Coronapandemien har nu aktualiseret, at de hårde arbejdsvilkår medfører en øget smitterisiko, når de kontraktansatte medarbejdere bor tæt og i ofte forfaldne boliger.

Netop Westcrown var da også et af de slagterier, der måtte lukke i maj, da et større udbrud af covid-19 bredte sig blandt medarbejderne.

Skal tage sig af bolig og rejse

Adm. direktør i WestCrown Mario Kohlwes udtaler, at man nu indleder processen for de 230 medarbejdere.

"Mens halvdelen af ​​dem allerede bor i lejede lejligheder, vil WestCrown også tage sig af deres bolig og rejse til og fra arbejde i fremtiden. I alt er omkring 300 ansatte ansat på Dissen-stedet", fremgår det af pressemeddelelsen.

Også Westfleisch har de senere år reduceret antallet af werksvertrage, melder moderselskabet. Siden 2013 har Westfleisch fordoblet antallet af egne ansatte fra 1900 til cirka 4.350.

Også Danish Crowns tyske selskaber har benyttet sig af werksvertrage. Angiveligt er det sket for at kunne holde trit med de øvrige selskaber i Tyskland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle